Pigen fra Jernbanegade blev foreningens hukommelse

Inger Molich Vester lægger hånden på den tykke scrapbog på spisebordet.

Inde mellem siderne ligger årtier af Randers Gymnastiske Forening, limet fast med flydende lim og tålmodighed.

»Det er nemt at lave,« siger hun stille, inden hun fortsætter:

»Det er svært at holde det opdateret.«

Hun er 80 år og har været medlem af Randers Gymnastiske Forening i 75 af dem. Et helt voksenliv og mere til, bundet til en forening, en by og en å, hun aldrig har forladt.

Efter 75 år går hun stadig til gymnastik flere gange om ugen. På holdene ’Styrke og balance’ og ’Vandgymnastik’.

Hun er født i Jernbanegade, lige over for godsbanen med lyden af lokomotiver, der lukker damp ud.

I over 50 år har hun boet i flere forskellige lejligheder i bygningen Rosendal på Udbyhøjvej, hvorfra der kun er få minutters gang ned til Randers Roklub og udsigten til Gudenå og fjord. Hun har boet nord for åen i Randers hele livet.

»Jeg har boet på den rigtige side,« siger hun med et lille smil.

Den hvide kjole med det røde bælte

Det begynder, da hun er fem år. Hendes mor går på eliteholdet i RGF. En bestemt lærer, Herdis Bro Jensen, har alle pige- og damehold i foreningen.

»En skrap frøken. Man havde respekt for hende,« siger Inger Molich Vester.

Opvisningsdragten er en hvid kjole med et rødt fløjlsbælte. Bæltet må ikke falde ned. Så får frøken Jensen farve i kinderne, og det er ikke af glæde.

Inger Molich Vester går til gymnastik vinter efter vinter. Først i Annekshallen, siden på Nørrestrædes Skole, hvor der i dag ligger biograf og sundhedscenter.

Der er op mod 50 piger på holdet. Gymnastiksalen ligger på første sal, og ved indgangen til omklædningsrummet sidder garderobedamen ved et lille bord.

»Hun sad dernede og passede på vores tøj. Der var knager hele vejen rundt, og så sad hun der og småstrikkede, mens vi var til gymnastik,« fortæller Inger Molich Vester.

Når der er opvisning i Annekshallen, klæder pigerne om på C. La Cours Skole. Det er før Randers Hallens tid. Det er marts, det er altid vinterkoldt, og de skal løbe tværs over området til Annekshallen i bare ben og dragter.

»Det var godt nok koldt,« siger Inger og griner stille, inden hun fortsætter:

»Og så tilbage igen, når man var svedig. Men sådan var det jo bare.«

Hun husker ikke sin første træning. Men hun husker følelsen af at høre til.

Pigen med regnemaskinen

Som ung vælger hun handelsskolen, tager to år og kommer i lære hos Brødrene Justesen, en kolonial engros på Brotoften. Senere bliver det Randers Amtsavis, hvor hun sidder som bogholder i 22 år.

Tallene følger med hende ind i foreningslivet.

»Jeg skrev alle medlemslisterne på min rejseskrivemaskine. Der blev lavet kort til lederne, og når folk betalte, kom der så mange girokort, at de næsten ikke kunne være i brevsprækken i opgangen,« fortæller hun.

Hendes mor hjælper. Hun sætter medlemsnumre på kortene og sorterer dem i nummerorden. Inger Molich Vester krydser af for betalt eller ikke betalt. Så får lederne besked om, hvem der skal rykkes.

På et tidspunkt er der omkring 1.800 medlemmer. Torsdag eftermiddag får Inger Molich Vester fri fra sit job og bliver lønnet fire timer af foreningen. Resten klares om aftenen. Hun ser ikke meget fjernsyn. Det andet er vigtigere.

»Jeg synes, det var spændende. Jeg fik et netværk, og jeg lærte mange mennesker at kende. Og så kan jeg godt lide at få ting til at stemme,« siger hun.

Hun er kasserer i RGF fra starten af 70’erne og 18 år frem.

Vedholdende, ikke stædig

Inger Molich Vester beskriver sig selv på følgende måde:

»Jeg er ikke stædig. Jeg er vedholdende. Hvis jeg ved, at jeg har ret, bliver jeg ved, til de andre kan se, at det passer.«

Det har gennem årene givet enkelte konfrontationer. Som dengang formanden havde bestilt nye redskaber uden at spørge kassereren først.

»Jeg måtte sige til ham, at dem havde vi altså ikke råd til. Han blev godt nok sur. Men pengene var der jo ikke,« fortæller hun.

Den samme tålmodige vedholdenhed bruger hun i dag, hvor hun stadig er kasserer to steder: for det gamle dragtudvalg, der administrerer udlejning af historiske gymnastikdragter og for støtteforeningen bag cafeteriet i Dronningborghallen.

»Det er ikke nemt at være kasserer i dag. Der er mange regler. Banken skal have alle mulige oplysninger, hver gang der sker noget i bestyrelsen. Sådan var det ikke før. Men det er nødvendigt nu,« siger hun.

De gamle dragter og de nye ledere

De hvide kjoler og marmelukkerne følger også Inger Molich Vester ind i voksenlivet. Da RGF holder 100-års-jubilæum i 1972, går Herdis Bro Jensen i gang med at genskabe dragter fra foreningens første år.

Ingers mor er uddannet syerske og syr flere af dragterne. De bliver en succes. Efter en tv-optræden begynder foreninger fra hele landet at ringe for at spørge, om de kan leje dem.

Det Gamle Dragtudvalg opstår med fire kvinder, der administrerer dragter, vask, strygning og udlejning. Inger Molich Vester bliver kasserer og har været det i 53 år.

Overskuddet går ikke til nye redskaber eller maling, men til mennesker.

Et gavebrev siger maksimalt 4.000 kroner pr. person. Ansøgninger vurderes en for en. Dermed har Inger Molich Vester haft muligheden for at se mange medlemmer an og måske også præge, hvem der blev klogere i RGF. Men det er ikke derfor, hun gør det.

»Man får jo en leder hjem, som kan give bedre undervisning. Det er meningen,« siger hun.

Scrapbøgerne og limen

Inger Molich Vester har også en anden titel i RGF. Hun er foreningens hukommelse.

I kælderen under foreningshuset står store mapper i et brandsikkert rum. I dem ligger scrapbøgerne. Først lavet af Frode Sørensen, siden af Inger Molich Vester. Han sluttede omkring nummer 14. Hun er indtil videre nået til nummer 36. Hver scrapbog rummer omtrent to år af RGF’s historie.

Hun klipper ud, limer ind og skriver små noter. Hun bruger flydende lim i liter-flasker. En flaske rækker til cirka to år.

»Man skal passe på med lim. Der er noget, der kan trække op gennem billederne og ødelægge dem. Det har jeg set i de gamle bøger,« siger hun.

Morgenroer på Gudenå

Når kalenderen siger vintertid, er det gymnastik. Når uret igen stilles frem, tager vandet over.

Inger Molich Vester har roet i Randers Roklub i 68 år. Hun starter som 13-årig i Dameroklubben, som hendes mor var med til at stifte under krigen.

»Jeg tror, jeg var et halvt år, første gang jeg var på vandet. Mine forældre havde sejlbåd, og da min søster kom til, byggede min far sin egen motorbåd,« siger hun.

Som voksen bliver hun morgenroer.

»Da jeg startede, roede vi hver morgen klokken seks. Jeg var den eneste pige. Så hjem, i bad og ind på arbejdet på avisen,« fortæller hun.

I dag er starttidspunktet lidt senere, og holdene færre. De skal være tre eller fem i båden. Når der kan samles et hold, tager hun stadig afsted.

Hun fortæller om lyset over åen, om svaner, hejrer og sæler, der lige stikker næsen op af vandet. Om isfugle, der farer hen over vandoverfladen, og nattergalen, der fylder majmorgenerne med flere og flere toner for hver dag. Der er bestemte træer, hvor fuglene altid kan høres fra.

»Der er ikke to ture, der er ens. Man oplever så meget. Det er flot at se solen stå op ude over vandet,« siger hun.

Hvis hun selv kunne bestemme og altid finde et mandskab, ville hun ro mandag til fredag hele sommeren.

Hun møder sin mand Hans i roklubben. Dameroklubben lå dengang på den ene side, roklubben på den anden. De mødes til fester og kanindåb, hvor nye roere står med papirposer over hovedet, får ketchup og andet ulækkert på kroppen og ender i vandet til stor morskab for de andre.

De får ingen børn.

»Så er der jo mere tid,« siger hun nøgternt og fortsætter:

»Det er nok også en af grundene til, at jeg har kunnet gå til gymnastik i 75 år.«

Ferierne er ofte på vandet eller sammen med gymnastikholdet. Hun har været på langture i udlandet med danske robåde, roet i Stockholm og været på ture til blandt andet England.

Med gymnastikken har hun blandt andet rejst til Gran Canaria, Italien og Algarve med et damemotionshold.

»Det hænger jo sammen. Hvis ikke jeg havde været med i foreningerne, havde jeg ikke haft alle de oplevelser,« siger hun.

At engagere sig

Inger Molich Vester har haft fingrene nede i mange dele af RGF.

Hun har siddet i bestyrelsen, været med til at kæmpe for et foreningshus, da gymnastikken foregik spredt ud på byens skoler, og generalforsamlingerne vagabonderede mellem beboerhuse og andre lokaler.

Da huset endelig bliver bygget i 2004, oplever hun det som et vendepunkt.

»Så kunne man udvikle foreningen. Folk mødes i caféen efter træning, og man ser hinanden på kryds og tværs. Der opstår noget socialt, som ikke var der før,« siger hun.

Når hun skal formulere et råd til en, der drømmer om at være medlem af den samme forening i 75 år, tøver hun et øjeblik.

»Man skal engagere sig,« siger hun så og fortsætter:

»Man skal deltage aktivt. Så har man det godt i en forening.«