Det skete i 2009 og 2010 – sker det i år er der gode penge at hente
Der går pænt mange år mellem en hvid jul i Danmark.
Mon ikke mange, ligesom i den gamle, kendte sang, drømmer om en hvid jul?
Og sandsynligheden for, at det netop forbliver en drøm, er ret stor.
En landsdækkende hvid jul – hvor mindst 90 procent af landet er dækket af mindst en halv centimer sne 24. december klokken 16, som er det officielle kriterie for en hvid jul – er absolut en sjældenhed.
Rent statistisk går der nemlig – i gennemsnit – 14 år mellem en hvid jul i Danmark.
Det viser et kig i DMI’s Vejrarkiv, der rækker tilbage til år 1900, skriver DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, på sin hjemmeside.
Siden forrige århundredeskifte har Danmark kun haft landsdækkende hvid jul ni gange. Sidste gang var i 2010.
»Den statistiske sandsynlighed er derfor helt nede på syv procent,« fortæller klimatolog Mikael Scharling.
Lokal hvid jul, for eksempel i Kolding 2021, forekommer oftere end landsdækkende hvid jul.
»Mange danskere har oplevet hvid jul efter 2010, for eksempel i årene 2012, 2018 og 2021, selvom vores statistik for landsdækkende hvid jul fortæller noget andet,« siger Mikael Scharling, der hvert år benytter chancen for en pause i familiens julehygge for klokken 16 at vurdere snesituationen landet over.
Der er da også pæne odds, hvis du tror – og spiller – på en hvid jul i 2025. Hos Danske Spil får du pengene tilbage 12 gange, hvis der ligger en halv centimeter sne klokken 16.
Spiller du på det modsatte, vil det være til odds 1,01.