Nu kan du købe fyrværkeri - men der er flere ting, du skal vide, inden du tænder lunterne
Selvom du har mulighed for at købe raketter, batterier og andet krudt, skal du være opmærksom på, at det først må fyres af den 31. december.
15. december starter salget af fyrværkeri, men det betyder ikke, at du må begynde at skyde heksehyl og raketter af. Ifølge reglerne skal du vente til 31. december, og løjerne slutter igen, når 1. januar bliver 2. januar.
»Mange ser fyrværkeri som en festlig tradition, men for andre – både mennesker og dyr – kan de høje brag være en belastning. Derfor er det vigtigt, at alle respekterer reglerne og kun fyrer af i den tilladte periode,« siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Nicoline Zederkof Jensen, i en pressemeddelelse.
Køber du allerede krudt inden affyringsperioden, lyder anbefalingen at opbevare dit fyrværkeri tørt og ikke for varmt, indtil det må tages i brug den 31. december.
Nicoline Zederkof Jensen opfordrer også til, at man som forbruger køber sit fyrværkeri ved et officielt salgssted og tjekker, om fyrværkeriet er lovligt.
»Der er tre ting, man som forbruger kan tjekke på sit fyrværkeri; Det skal have CE-mærke, en brugsanvisning på dansk og så skal der fremgå advarsler og anbefalinger til sikkerhedsafstande,« siger hun.