Fortsæt til indhold

Ny rådmand forfalskes på Facebook: »Det er mega ærgerligt«

Falske profiler har fået ny rådmand til at tænke over sit liv på sociale medier.

Samfund

»Det er pissetræls, og jeg undrer mig over, at det er så let at gøre det.«

Byrådsmedlem Jesper Kjeldsen (S) har fået en uventet og uønsket sidegevinst med i rollen som Aarhus’ nye rådmand for Kultur og Borgerservice.

Der er således oprettet flere falske Facebook-profiler i hans navn, efter at han er blevet tildelt sin nye stilling.

»Siden jeg er blevet udpeget til rådmand, er der opstået mindst fire falske profiler. Jeg tænker, det har noget at gøre med, at der er mere opmærksomhed omkring min person, og det er der nogen, der kan se, at de kan udnytte,« siger han.

Jesper Kjeldsen anmelder det til Facebook, når han ser sig selv misbrugt på Facebook, og flere har skrevet til den nye kulturrådmand for at gøre ham opmærksom på, at der er falske profiler i omløb.

»Jeg tager det ikke personligt. Jeg føler ikke, det er en specifik hetz mod mig, men jeg synes, det er mega ærgerligt, for jeg skulle gerne være en person, man skal have tillid til. Vi lever jo også af, at folk følger med i, hvad vi laver, og det er ikke fedt, at der findes Jesper Kjeldsen-profiler med mit billede, hvor nogen prøver at svindle folk ved at få dem til at trykke på et link,« siger han.

Jesper Kjeldsen, den rigtige altså, er noget forundret over, hvor »uhyggeligt let« det er at oprette en falsk Facebook-profil.

»Jeg kan ikke forstå, at Meta (softwarevirksomheden bag Facebook, red.) ikke har et lidt mere finmasket net, og jeg håber virkelig, at man fra Metas side begynder at tænke sig lidt mere om.«

De falske profiler har fået Jesper Kjeldsen til at tage sit liv på Facebook op til revision.

»Jeg har haft et rimelig stille og roligt forhold til, hvad jeg deler, men jeg har besluttet mig for ikke længere at dele billeder af mine børn. Der er masser af mine kolleger, der for længst har taget den beslutning, og der har jeg måske et lidt mere naivt forhold til mine billeder på nettet,« siger han.