Fortsæt til indhold

Fjernvarmeprisen i Aarhus stiger i 2026: Så meget mere skal du betale

Der kan være flere prisstigninger i horisonten, men fjernvarmen bliver ikke væsentligt dyrere i 2026 sammenlignet med 2025.

Samfund

»Priserne på mad, brændstof, forsikringer og andre fornødenheder er de seneste år steget markant og i nogle tilfælde med 50-100 procent.«

Sådan starter en pressemeddelelse fra det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb, der med de nævnte prisstigninger vil pointere, at en prisstigning på to procent ikke er meget. To procent er, hvad prisen på fjernvarme stiger med i 2026 sammenlignet med i år.

En standardvillakunde skal i 2026 forvente en omkostning på i alt 12.980 kroner, mens beboere i etageejendomme skal af med 8.170 kroner. Til sammenligning er tallene i år henholdsvis 12.723 kroner og 8.007 kroner.

Det oplyser Kredsløb i en pressemeddelelse.

”Vores kerneopgave er at sikre en stabil forsyning med fjernvarme af de mest forsvarlige energikilder til en konkurrencedygtig pris. Derfor har vi selvfølgelig stort fokus på at sikre et alsidigt miks af energikilder, der gør forsyningen robust i forhold til udsving på markederne og på stabiliteten, og derfor er det glædeligt, at vi ikke også skal melde os i koret med kæmpe prisstigninger,« siger fjernvarmechef i Kredsløb, Elsebeth Arendt, i pressemeddelelsen.

Fjernvarmen i Aarhus kommer i de kommende år til at undergå en markant forandring. Hovedopgaven for Kredsløb bliver at afløse træpiller fra Studstrupværket med forskellige typer varmepumper og geotermi drevet af naturens kræfter.

Det er en opgave, der kræver massive investeringer, og derfor kan der komme prisstigninger på varmen i løbet af de kommende år, lyder det fra Kredsløb. Forventningen er dog, at varmen vil blive cirka 10 procent billigere, end den er i dag, når alle teknologier er indfaset i 2030.

»Vi skal være på mærkerne og agere strategisk for at sikre en sund forsyning i fremtiden til alles bedste. Det kræver planlægning, investering og eksekvering af den helt store kaliber. I Skejby har vi med den første geotermiske varme, der nu strømmer, allerede fået en forsmag på alt det gode, der venter vores fjernvarmeforsyning de kommende år,« siger Elsebeth Arendt fra Kredsløb.