Kig op i aften: Rammes af meteorsværm
Der er rig mulighed for at se flotte stjerneskud, når himlen i aften rammes af meteorsværm.
Jorden bevæger sig netop nu gennem støvsporet fra en asteroide.
Meteorsværmen kaldes for Geminiderne.
Så er der noget særligt, du drømmer om at få i julegave, er det altså i aften, du skal ud og kigge efter stjerneskud. skriver Videnskab.dk.
»Det er en af årets bedste meteorsværme,« siger Ole Eggers Bjælde, astrofysiker og museumsinspektør ved Science Museerne i Aarhus, om fænomenet Geminiderne.
Når små partikler fra meteoren rammer Jordens atmosfære, brænder de op og danner de lysende streger.
Vi kender dem som stjerneskud.
December er årets mørkeste måned, hvor stjerneskuddene er klarest. Derfor er det et særligt godt tidspunkt at kigge op på himlen, hvis du gerne vil sende et ønske om en julegave ud i universet.
»Luften er ofte klarere, især når det er koldt, og det gør, at stjerner og planeter blinker mindre,« fortæller Ole Eggers Bjælde:
De næste dage kan du se stjerneskud, og vejret er lovende.
De bedste chancer får du sent på aftenen og især efter midnat, hvor det er mørkt.
»Hvis man er et meget mørkt sted, kan man være heldig at se rigtig mange stjerneskud. Måske omkring ét i minuttet,« siger Ole Eggers Bjælde.
Ifølge den vagthavende meteorolog ved DMI, Jonas Paludan, kan det klare lidt op i de sydlige og sydøstlige dele.
»Hvis man skal have stjerneklar himmel, er det nok mest på Sjælland, Lolland-Falster, Fyn og Bornholm.«
Man bør dog ikke lade sig afskrække af lidt skyer.
Ole Eggers Bjælde fortæller, at han selv spottede seks stjerneskud på 20 minutter, da han var på stjerneskudsjagt lørdag aften, selvom det var skiftevis skyet og klart.