Lokale ildsjæle fylder julekurvene: 40 familier får hjælp
Det var med store smil og stor taknemmelighed, at Yvonne Ricardo og Andrew Sayers, begge medlemmer af menighedsrådet i Ebeltoft, Dråby og Handrup Sogn, tog imod, da en række lokale den 12. december ankom til Sognegården i Ebeltoft med store gaver til sognets julehjælp. Det skriver sognet i en pressemeddelelse.
Donorerne var restauratørparret fra Mellem Jyder, Christina og Peter Kjærgaard; tre delegerede fra Lions Mols, Egon Madsen, Tommy Brøgger og Peter Krarup; samt repræsentanter fra Ebeltoft Rotary Klub, Carsten Bønløkke, Stig Rasmussen og Jørgen Brøgger.
Christina og Peter Kjærgaard havde en flot check med på 45.000 kroner. Penge, som blev samlet ind en aften i november ved den berømte middag til fordel for Kirkens Julehjælp.
Heller ikke Lions Mols’ tre delegerede kom tomhændede. De overbragte en flot gave på 10.000 kroner. Penge, som er indsamlet blandt andet via salg af lodsedler til det traditionsrige julelotteri. Også Ebeltoft Rotary Klub har i år været i gavehumør og givet en flot gave til kirkens juleuddeling. Penge, som Rotary blandt andet har tjent ved at bage og sælge æbleskiver på Ebelfestivalen, hvor der blev solgt 16.000 æbleskiver.
Menighedsrådsmedlem Yvonne Ricardo fortæller, at hun er meget glad og taknemmelig for, at der på den måde bliver bidraget til sognets julehjælp.
Der er mange familier, som har brug for hjælp. Hun siger:
»Vi er så glade for de midler, vi har modtaget, og vi har allerede næsten brugt alle pengene.«
Sognet har, ligesom mange andre steder i landet, i de senere år oplevet en stigning i søgningen på julehjælp.
»Heldigvis er det ikke så galt, som vi kan læse om det er i de store byer, men vi kan også mærke, at økonomien hos mange er stram. Vi uddeler i år julekurve til 40 familier, børnefamilierne har første prioritet. Men også syge og ensomme modtager hjælp,« står der i pressemeddelelsen.
Julehjælpen består i år af en pose fyldt med julevarer samt et gavekort til Kvickly til madvarer, og til børnene er der også fundet midler, så de hver kan få en julegave.
Menighedsplejen i Ebeltoft, Dråby og Handrup er også en del af den julehjælp, som uddeles via provstiet, fortæller næstformand Dorthe Kruse. Det er et samarbejde, som kirken i hele Syddjurs har med kommunen, og som har til formål at nå de mennesker, som ikke har kræfterne til selv at søge hjælp.