Fortsæt til indhold

Ukrainer og dominikaner anholdt på bordel

Kvinde fra Den Dominikanske Republik er også sigtet for ulovligt ophold.

Samfund
sb

To 36-årige kvinder fra henholdsvis Ukraine og Den Dominikanske Republik blev mandag 15. december sigtet for at udføre ulovligt arbejde, da betjente fra Udlændingesektionen ved Østjyllands Politi besøgte en adresse i Risskov.

Betjentene kom for at føre kontrol, da Østjyllands Politi havde fået nys om, at der skulle være et bordel på adressen.

Kvinden fra Den Dominikanske Republik er desuden sigtet for ulovligt ophold, da hendes opholdstilladelse var udløbet.

De to kvinder vil nu få deres sager forelagt Udlændingestyrelsen som skal vurdere, om de skal udvises.

Center mod Menneskehandel har vurderet, at de to kvinder ikke formodes at have været udsat for menneskehandel.

Østjyllands Politi efterforsker, om der kan være blevet begået rufferi på stedet. Rufferi er et juridisk udtryk for at udnytte eller tjene penge på andres prostitution, typisk ved at drive bordel og/eller tage del i indtægterne fra sexsalg.