Lokal uddannelsesinstitution får nye ledere
Tradium har i løbet af efteråret fået nye ledere.
På Tradium er der kommet nye ansigter i ledelsen i efteråret.
Det udspringer blandt andet af en række organisationsændringer omkring skolens erhvervsuddannelser og udbud af arbejdsmarkedsuddannelser (AMU). Ændringerne er med til at sætte et forstærket fokus på efteruddannelses- og AMU-området som forberedelse til reformen af voksenuddannelses-området i 2030, hvor AMU og den almene voksen-, efter- og videreuddannelse (VEU) skal samles, skriver Tradium i en pressemeddelelse.
Lars Bagger Hansen, der har været uddannelseschef på Tradium siden 2019, er fra november udnævnt til uddannelses- og VEU-chef med ansvar for transport-, industrioperatør-, lager og logistik- og personvognsmekanikeruddannelserne samt det merkantile AMU/VEU-område.
Betina Andersen, der har været på Tradium som leder af fodterapeutuddannelsen siden 2019, er blevet udnævnt til ny uddannelseschef for fodterapeut-, tømrer-, murer- og metaluddannelserne. Derudover har hun ledelsen af Grundforløb 1, GF+, brobygning samt Tradiums psykologteam.
Fra november er Frank Foged-Mønster blevet udnævnt til uddannelsesleder for skolens brobygning, GF+ og Grundforløb 1, hvor han har været konstitueret leder siden juni. Han har været ansat på Tradium siden 2020.
Mark Juhl Skjødt er fra september fastansat som leder af Tradiums kantiner, efter han har været konstitueret i samme stilling siden foråret. Han har været på Tradium siden 2020, hvor han blev ansat som kok og siden blev kantinekoordinator.
I administrationen er Ninette Mogensen i august tiltrådt som ny leder for studie- og elevservice på erhvervsuddannelserne. Hun er kommet til Tradium fra VIA University College, hvor hun har været studieadministrativ leder, og hun har også erfaringer med uddannelsessektoren fra Horsens HF & VUC og Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, hvor hun har arbejdet med både administration og uddannelsesrådgivning.
I administrationen er ansvaret for pedelområdet endvidere flyttet til Mads Bødker fra november. Han har været på Tradium siden 2013, og har siden 2021 været IT-chef, men får nu titel af IT- og teknisk servicechef.