Udbredt refleks kan udløse betonbåret åndenød
Arkitekturkritik er blevet en refleks: Hurtig, forudsigelig og ofte uden kendskab til hverken planer, materialer eller virkelighed.
Var det afsky, der tog pusten fra Anne Sophia Hermansen, eller blot det forhold, at hun havde bevæget sig hjem til Aarhus? Det stod ikke helt klart, da hun i et af de seneste afsnit af DR-podcasten »Damerne først« prustede sin foragt for Mindet, det nye højhus, der er ved at rejse sig på havnen.
»Det ligner en cd-holder fra 90’erne,« gentog hun sig selv. For det var ikke første, og næppe heller sidste gang, hun hyperventilerede over aarhusiansk byudvikling.
Det gjorde hun også engang over Aarhus Ø. Indtil byudvikler Rune Kilden inviterede hende på vandring. Herefter blev vejrtrækningen mærkbart roligere, og hun erklærede en kæphest for aflivet. Ubelært af egen erfaring repeterer hun kritikken af Mindet, og hun skal være hjertelig velkommen i foreningen af selvbestaltede smagsdommere, for det er en klub uden loft over antallet af medlemmer.
Når det overhovedet er værd at beskæftige sig med, hvad der stakåndet lukkes ud i et løst podcastformat, skyldes det, at bygningsforargelse for længst er blevet en folkesport. Det er ikke længere nok at have en holdning. Der skal også fældes dom. Helst en, der kan afsiges på under 10 sekunder og uden tilstræbt kendskab til lokalplaner, materialevalg, landskab og visioner – den slags kedelige detaljer.
Trods en øjensynligt indædt modvilje mod Aarhus Ø ses medlemmer af samme klub bemærkelsesværdigt ofte netop dér. Der peges, rystes på hovedet og siges rituelle ting som: »Her kunne jeg aldrig bo,« eller: »Ingen af lejlighederne har køkken, for man laver ikke selv mad herude.« »Se, som de vader frem og tilbage,« sagde en hustru til sin mand, der for længst havde opgivet at fremkalde en eller anden form for engagement. »Det bliver simpelt hen nødt til at gå til det hele,« lød hendes dom.
Pr. refleks tales der evindeligt om fraværet af grønt på Aarhus Ø, for det er det, folk vil ha’, lyder ét af mottoerne i klubben for praktiserende byrumspanik. Alligevel strømmer der på solrige dage flere mennesker til bydelen end til Botanisk Have. Så vidt vides har ingen endnu orket at tælle træerne på Ø.
Aarhus Ø er blevet en destination for de forargelsesparate, ligesom området omkring Mindet og Sydhavnen er ved at blive det i en sådan grad, at det sendes på selveste DR. Det er fristende at lege med tanken om at samle en flok villaforskrækkede i en bus, køre dem ud til en af forstæderne og lade dem vade op og ned ad villavejene, mens de højlydt giver deres lige så selvtilfredse besyv over hækkene.
»Ej, se lige den carport.«
»Nøj, hvor har det udhæng en skidt farve.«
»Herude lever de kun af gasgrill-mad.«
»Her kunne jeg aldrig bo.«
Det ville formentlig fremkalde samme besværede vejrtrækning som hos Anne Sophia Hermansen, da hun med et billede af Mindet bragte forargelsen med hjem i studiet.
Selv præsten Sørine Gottfredsen – der normalt er værd at lytte til og blive klogere af – sank undtagelsesvist dybt, da hun med byggesagkyndig myndighed fastslog, at bygningen lignede et hus, »der om ganske få år ville være gennemsyret af fugt.«
Det er omtrent lige så himmelråbende indsigtsløst som Hermansens påstand om, at Mindet »absolut ikke har tænkt sig at give andet tilbage til omgivelserne end hovedpine og øjenbetændelse.« Gid, hun også havde haft luft til at sætte sig lidt ind i planerne.
Det letkøbte blev rundet af med noget ævl om et droppet højhusbyggeri i Herning. Man tænkte muligvis på de nu skrinlagte planer for Bestseller-højhuset i Brande. Men hvad betyder fakta, research og geografi, når der bralres? Mindre end, når der bygges.
Nogle gange skal man trække vejret dybt.