Fortsæt til indhold

Jokede med amputation i kendt radioshow: »Det chokerer mig«

Radioprogram er med til at gøre det okay at joke med amputationer, mener tidligere byrådsmedlem i Aarhus Kommune, Almaz Mengesha.

Samfund

»Han har fået det med hjem til hunden.«

»Det blev helt sort, helt ned til foden.«

»Til gengæld kan han tage benene på nakken.«

Sådan lyder nogle af kommentarerne i et segment af radioprogrammet ”Det vi taler om” på Radio IIII. I det poplære program med vært Ditte Okman snakker et panel, ofte bestående af medieprofiler, om aktuelle begivenheder, ofte mens de får et glas vin.

Førstnævnte kommentarer faldt i forlængelse af en nyhed om, at Meghan Markles far har fået amputeret et ben. Meghan Markle er den engelske prins Harrys kone og har formelt titlen hertuginden af Sussex.

Uanset konteksten er det helt forkert at joke med benamputationer i det offentlige rum, mener tidligere byrådsmedlem i Aarhus Kommune, Almaz Mengesha, der selv fik amputeret begge sine underben som niårig.

»Jeg blev målløs. Det er første gang, at jeg har hørt den tone i et offentligt medie. Det var hån og latterliggørelse og en håbløst forældet form for humor. Problemet er, at de her toneangivende mennesker sætter en standard for, hvordan man kan omtale amputerede mennesker. Den måde, de taler på i studiet, drypper ned i samfundet og fortsætter på arbejdspladsen og i skolegården,« siger hun til dette medie.

Hun blev så forarget over det, der blev sagt i ”Det vi taler om”, at hun har skrevet et debatindlæg i Information. Underrubrikken lyder:

»”Det, vi taler om” langer endnu en gang ud efter en marginaliseret gruppe. Det skal vi tage alvorligt, for humor er ikke neutral – den former kultur og fortæller os, hvad der er acceptabelt at sige og gøre.«

Almaz Mengesha ses her på Aarhus Rådhus. Hun var byrådsmedlem fra januar 2018 til 2021, først for Liberal Alliance, så for Venstre. Arkivfoto: Moten Lau-Nielsen

Almaz Mengesha er med egne ord så hærdet, at hun ikke blev ked af det, da hun så og hørte klippet fra Radio4. Hun blev vred.

»Som barn måtte jeg lægge ører til alle mulige dumme og lede kommentarer, og os, der er amputerede, har hele livet stået og sat falske smil op for ikke at gøre situationen ubehagelig for andre. Jeg siger fra her. Det chokerer mig, at man kan sidde og sige sådan noget i et såkaldt public service-medie,« siger hun.

Selvom Almaz Mengesha er hærdet, er hun ikke mere hærdet, end at hun i andre sammenhænge kan blive ked af amputationskommentarer.

»Jeg kan huske engang, hvor min ene søn var 13 år gammel, og vi var til en fodboldkamp sammen. Der kom en kvinde hen og sagde: ”Jeg håber ikke, at din søn blev alt for ked af det”. Hun havde stået og overhørt en gruppe mennesker gøre grin med mit handicap, og det havde min søn også hørt. Han gik hjem med ondt i maven, og det bliver jeg selvfølgelig ked af,« siger hun.

Almaz Mengesha bad Information sende sit debatindlæg til redaktør på Radio IIII Andreas Østergaard. Det gjorde hun med en forventning om, at hun ville få en undskyldning retur. Det skete ikke.

»Videoklippet er i vores øjne helt inden for skiven. Ingen i studiet forargter mennesker, der har mistet et ben. Der bliver lavet sjov med det dårlige far-datter-forhold mellem Meghan Markle og Thomas Markle, som de selv er meget offentlige omkring, og som mennesker i mange afskygninger kan spejle sig i.«

Det var kulturkommentator på Berlingske Jakob Steen Olsen, der kom med kommentaren »Han har fået det med hjem til hunden« i det afsnit af det ”Det vi taler om”, som Almaz Mengesha har reageret på. Din Avis har skrevet en mail til ham med følgende spørgsmål:

Hvad er din reaktion på Almaz Mengeshas debatindlæg?

Synes du, det er sjovt at gøre grin med benamputerede mennesker?

Optikken er ret klar: I sidder en gruppe privilegerede mennesker og sparker nedad og kalder det humor. Er det egentlig ikke bare tarvelig opførsel?

Jakob Steen Olsen har endnu ikke svaret tilbage.