Rejsegilde på ambitiøst bådehus: Gudenåens nye samlingspunkt for udeliv tager form
Bådhuset ved Skimminghøj i Ry får en dobbelt funktion som vinteropbevaring for museumsskibet Gl. Turisten og som nyt mødested for vandrere, kanosejlere og andre friluftsfolk langs Gudenåen.
Byggeriet af det nye bådhus skrider planmæssigt frem, og onsdag den 17. december var der rejsegilde på det store byggeri. Det oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Skimminghøj Bådhus er et ambitiøst projekt, som har været flere år undervejs og er blevet til i et tæt samarbejde mellem lokale foreninger, frivillige kræfter og Skanderborg Kommune. Projektet har fået gavmild støtte fra nationale fonde.
Bådhuset opføres som et multifunktionelt træbyggeri på cirka 300 kvm. med et stort åbent rum, tekøkken, værksted, depot samt moderne toilet- og badefaciliteter. Udenfor etableres en opholdsterrasse med udsigt til åen og det omkringliggende landskab.
I vinterhalvåret skal bygningen fungere som værksted og vinteropbevaring for det historiske museumsskib Gl. Turisten. I sommerhalvåret åbner huset sig mod udelivet som madpakkehus, hængekøjehotel og samlingssted for mindre koncerter, foredrag og lokale arrangementer.
»Vi får et unikt mødested ved Gudenåen, som både kan rumme Gl. Turisten om vinteren og skabe rammer for udeliv, kultur og fælles oplevelser om sommeren. Det er et længe ventet projekt, som mange har arbejdet for, og derfor er det en stor glæde at se byggeriet tage form,« siger Claus Leick, formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget.
Bådhuset og den opgraderede teltplads er en del af det store projekt Gudenåstien – fra kilde til fjord, som skal skabe en sammenhængende vandrerute på cirka 175 kilometer.
Med placeringen i Ry, hvor Himmelbjergruten og Gudenåstien krydser hinanden, bliver Skimminghøj et samlingspunkt for sejlere, vandrere og cyklister i Søhøjlandet.
Bådhuset og den forbedrede teltplads er klar til brug i forsommeren 2026, så faciliteterne er klar til kanosæsonen 2026. Indtil da er der etableret en midlertidig teltplads på Skimminghøj.