Fortsæt til indhold

Hackere har fået adgang til informationer om porno-brugere

Pornohjemmesiden Pornhub undersøger et hackerangreb hos en leverandør, der har påvirket pornosidens brugere.

Samfund
/ritzau/

Hackere kan have fået adgang til data fra flere end 200 millioner brugere af pornohjemmesiden Pornhub, der er en af verdens mest besøgte pornohjemmesider.

Det skriver mediet Euronews, der citerer techmediet BleepingComputer.

En hackergruppe skal angiveligt have fået adgang til visse premiumbrugeres søgehistorik og lokationsdata.

Pornhub bekræfter hackerangrebet på sin hjemmeside.

Pornosiden uddyber, at angrebet har været målrettet et analyseselskab, som Pornhub har brugt til at analysere brugervaner.

Det fremgår ikke, om eventuelle danske premiumbrugere er ramt.

Pornhub har flere end 100 millioner daglige besøg på deres hjemmeside, oplyser Pornhub.