Fortsæt til indhold

Venstre-debutant tilbyder julehjælp til to trængte familier

Kim Tapdrup tilbyder julehjælp til familier i Rodskov, Hornslet og Ugelbølle

Samfund

Kim Tapdrup, erfaren iværksætter og erhvervsmand, tilbyder julehjælp til to familier i Rodskov, Hornslet og Ugelbølle området.

Kim Tapdrup, der stillede op som debutant til kommunalvalget 18. november for Venstre i Syddjurs uden at blive valgt, ønsker at give en håndsrækning til familier, der har brug for hjælp i juletiden.

Tapdrup tilbyder varer og ingredienser til en komplet julemenu og leverer det direkte til familiernes hjem.

Han opfordrer på de sociale medier interesserede til at skrive til ham i en privat besked, hvor han garanterer fuld diskretion.

Hvis der er andre presserende behov ud over julemad, opfordrer han også til at nævne dette i beskeden.

»Jeg forbeholder mig retten til at vælge to familier, hvis flere henvender sig,« skriver Tapdrup og ønsker alle en rigtig god jul.

»Jeg har et tilbud om julehjælp, som ikke blev brugt, og vil derfor gerne lade det gå til 2 familier i Rodskov/Hornslet/Ugelbølle området, som har brug for en hånd. Jeg tilbyder varer/ingredienser til en komplet julemenu og leverer det hjemme hos jer,« skriver Kim Tapdrup på de sociale medier. Arkivfoto

Opvokset lidt udenfor Nimtofte

Kim Tapdrup, der bor i Rodskov med sin kæreste og hendes to piger, har dybe rødder i området og en lang baggrund inden for erhvervslivet.

Han er opvokset i Midtdjurs, har gået i skole i Nimtofte og Kolind, og er uddannet elektriker.

I 1999 stiftede han sin første virksomhed, Kolind Solcenter, og i 2002 grundlagde han Keymate, som fra sin base i Horsens udlejer håndværkere over hele landet.

Han driver også en virksomhed med ejendomsudvikling og er aktiv i Hornslet Distriktsråd.