Når vejret bliver en farlig modspiller: »Nytårsaften skal være en fest – ikke en, der ender på skadestuen«
Sikkerhedsstyrelsen advarer: Hold ekstra afstand og pas på i det ustadige vejr
Nytåret nærmer sig, og mange forbereder sig på at skyde 2026 ind med fyrværkeri.
Men årets nytårsaften ser ud til at blive både blæsende og våd, hvilket stiller større krav til sikkerheden.
Sikkerhedsstyrelsen opfordrer derfor alle til at være ekstra forsigtige, når raketter og batterier sendes til vejrs i det ustabile vejr.
»Vinden og regnen kan få fyrværkeri til at opføre sig uforudsigeligt, hvilket øger risikoen for både skader og brande. Nytårsaften skal være en fest – ikke en aften, der ender på skadestuen,« siger Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
For at øge sikkerheden anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at afstanden til bygninger og beplantning, der kan antændes, skal være dobbelt så stor, når det blæser.
Det betyder, at der skal være mindst 20 meter til åbninger i bygninger, og man skal holde sig mindst 400 meter fra bygninger med stråtag og brændbart materiale.
Regner det, så lyder anbefalingen, at man tager ét stykke fyrværkeri ud ad gangen og lader resten opbevares tørt. På den måde står det ikke udenfor og bliver gennemblødt af regnen, inden man skal tænde det.
»Med de vejrforhold, vi har, er der risiko for, at fyrværkeriet bliver vådt. Det kan føre til ustabile eksplosioner, hvilket øger risikoen for ulykker betydeligt. Kraftig vind kan sende meget fyrværkeri på afveje, og derfor er det ekstra vigtigt, at man overholder sikkerhedsafstandene. Det gælder både for antændere og tilskuere,« siger Nicoline Zederkof Jensen.
Mandag fortalte Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), at det specielt er i Vestjylland, at man skal indstille sig på regnvejr nytårsaften.
Sidste nytår havde 209 personer behov for akut skadebehandling i forbindelse med fyrværkeri, oplyser Sikkerhedsstyrelsen.
Af de alvorligt tilskadekomne brugte 73 procent ikke beskyttelsesbriller, hvilket også er en af Sikkerhedsstyrelsens fyrværkeriråd.
Tidligere måtte man skyde fyrværkeri af i perioden fra 27. december til 1. januar, men i 2024 blev fyrværkeriloven ændret, hvilket betyder, at man kun må affyre fyrværkeri 31. december og 1. januar.