Kendt kamel pludselig død: »Ingen forstår, hvad der er sket«
Kamelen Abu, der for nylig var på besøg i Aarhus, er blevet aflivet, fortæller berørt ejer.
Den kendte kamel Abu, der i mange år har skabt smil landet over, er død.
Det fortæller ejer af Dronningmølle æsel- og kameludlejning, Henrik Møller, på Facebook.
Ifølge den meget berørte ejer kom det ud af det blå nytårsnat.
»Abu er desværre blevet aflivet i nat. Jeg var hos ham til det sidste. Det er noget af det hårdeste, jeg har været med til. Det var som at skulle aflive sit barn,« skriver han.
»Abu gik ud på aftenen pludselig i en choktilstand, og dyrlægerne gjorde alt, hvad der overhovedet var muligt for at redde hans liv. Men der var intet, der virkede, og til sidst var der kun aflivning, for at han ikke skulle lide.«
På hans Facebookside kan man se, at kamelen den seneste tid har været syg, og onsdag blev den indlagt på Landbohøjskolen i Taastrup med dårlig mave.
»Der kommer en obduktionsrapport, for ingen forstår, hvad der er sket, og lige nu kan jeg simpelthen ikke sige hvorfor,« skriver Henrik Møller og slutter:
»Det her er et gigantisk tab for mig og min familie. Abu har været her altid og var min anden bror. Jeg er knust ud over alle grænser og fatter ikke, hvad der er sket. Jeg elskede ham meget højt.«
Tilbage i oktober gjorde Abu sig meget bemærket i Aarhus, da han sammen med Henrik Møller og æslet Pepe pludselig var ude på sightseing i midtbyen.
Abu og æslet var i byen i forbindelse med forestillingen ’Folk og Røvere i Kardemommeby’.