Ny forsøgsordning vækker både håb og bekymring for skoleleder på aarhusiansk skole
Mandag var første dag, hvor en ny skolemadsordning startede på blandt andet Viby Skole. Skoleleder ser positivt på ordningen, men mener også, at det bliver svært at finde penge til i fremtiden.
»Jeg har nærmest ligget vågen hele juleferien med bekymringer om den nye forsøgsordning.«
Sådan lyder det fra skoleleder på Viby Skole, Dorte Marianne Jensen.
Hendes skole er blevet udtrukket til at være en del af en national forsøgsordning, hvor udvalgte klassetrin får serveret skolemad indtil skoleåret 2028.
»Grunden til min bekymring er, at Viby Skole er 120 år gammel, og klassetrinene, der får skolemad, ligger på forskellige etager. Vi skal selv have eleverne til at fragte maden rundt,« siger hun og fortsætter:
»Vi har elever i vores udskoling på hver etage, og kantinen ligger i kælderen. Den største udfordring er, hvordan vi får transporteret maden op og ned ad trapperne. For vi har ikke et fælles sted, vi kan sidde. Så børnene skal jo sidde ude i klasserne. Og vi er også en gammel skole med små klasselokaler.«
Motivationen for at deltage i lodtrækningen om at være med i ordningen stod klar for Dorte Marianne Jensen og resten af skolebestyrelsen.
»Vi oplever ofte, at eleverne i udskolingen går over og køber alt muligt i Føtex, Lidl og McDonald’s. Selvom vi har en kantine i kælderen, er det en underskudsforretning. De ældre elever vil ikke købe den mad, vi serverer dernede,« siger skolelederen.
Vil skabe mere socialt for eleverne
De seneste par år har skolebestyrelsen på Viby Skole talt meget om mobilpolitik. Det var også en motivation for at deltage i forsøgsordningen med skolemad.
»Eleverne bruger deres telefoner meget. Derfor er vi begyndt at låse dem inde i løbet af skoledagen. Men det er svært, hvis de skal bruge dem til at betale for mad f.eks,« siger Dorte Marianne Jensen.
Hun oplyser, at der ikke har været problemer med, at eleverne ikke får mad med. Derimod har det været et problem, at eleverne ikke vil spise sammen, fordi de er bange for, hvad der bliver sagt om deres mad.
»Jeg er overrasket over den positivitet, der har været fra eleverne indtil videre, også selvom det er vegetarisk de fleste dage. De får kun kød en gang om ugen.«
Hvad skal der til for, at skolemad fungerer på den lange bane?
»Hvis vi skal tilbyde et gratis måltid efter ordningen udløber, så vil det kræve et øremærket budget til det, ellers ville vi nok ikke prioritere det.«