Fortsæt til indhold

Nytårsønske: To 8-årige laver opråb om at passe på naturen

Freja og Thea har begge et stort hjerte for alt levende.

Samfund
Anette Bonde

Freja og Theas viden om naturen og dens sammenhænge er særdeles udviklet, deres unge alder in mente. De er begge otte år og bekymrer sig om naturens mange facetter og sårbarhed. Faktisk så meget, at de til nytår formulerede et nytårsønske for naturen:

»Gør verden bedre end den er nu til det nye år,« skriver de på den plakat, de har tegnet.

Mange overvejelser

De to tænksomme piger fra Allingåbro benyttede juleferien til at formulere og illustrere budskabet. Mens Theas mor Anne-Marie Skovfoged forberedte nytårsmiddagen, lyttede hun til pigernes mange overvejelser.

»Der var mange tanker om, hvilke dyr der skulle med, og hvorfor de er truede,« smiler hun og roser pigerne for deres initiativ:

»Det er enormt inspirerende, at de har disse tanker og ikke bare lader stå til og tænker, at det bare er sådan, det er.«

Freja og Thea lavede kopier af tegningen og lagde dem i postkasserne i nabolaget. Efter forslag fra Anne-Marie Skovfoged blev det også lagt på Facebook, hvor det blev taget godt imod med mange positive kommentarer, likes og delinger.

Tegningen illustrerer, hvorfor man ikke skal smide skrald i naturen. Foto: Anette Bonde.

»Der er skrald over det hele«

Tegningen forestiller fire dyr, der alle er presset på den ene eller anden måde. En fugl sidder fast i et råddent æg, omgivet af affald og en sur og en trist emojie. En såret skildpadde har skåret sig på glasskår fra en flaske, og ved siden af ligger en tom sodavandsdåse. I nederste hjørne ses en såret sommerfugl samt døde og halvdøde bier og blomster, og i det andet hjørne ses en kat, der har skåret sig på en glasflaske.

»Der er skrald over det hele. Vi skal passe på naturen,« siger Thea og tilføjer, at hun og Freja gerne vil gøre det bedre ved at samle skrald.

Freja nævner, at de vil lave et egentligt indsamlingshold, og andre er derfor meget velkomne til at kontakte dem og være med.

Planter til insekterne

Freja og Thea fortæller, at de også har gjort sig tanker om dyrene i bur i zoologiske haver. De skulle hellere hjem til, hvor de hører til, synes de. Og om hajer, der bliver fanget og mister livet på grund af brugen af deres finner.

Da de i skolen så nogle af de andre elever jage efter en hare, der bor på skolens område, fik de ideen til opråbet.

»Hvis alle dyrene dør og naturen dør, så dør vi også. Hvis blomsterne dør, dør insekterne, og så dør naturen, og så har vi ikke noget luft tilbage.«

Freja og Thea ved godt, hvad der skal til. Der skal plantes frugttræer, sommerfuglebuske og andre blomster, der er gode for insekterne. Og bygges huse til dyrene. Hjemme hos Freja har de for eksempel købt et egernhus for nylig. Og hjemme hos Thea er de plejefamilie for katte fra Tøstrup Kattehjem.

I øvrigt er begge pigerne spejdere, hvor man også lærer om naturen og om at begå sig ude i den.

»Vi skal være gode ved naturen – den er lidt i fare.«