Rådmændene kan stege, sparke og synge. Men det halter med balancen

Socialrådmand Michael Christensen (LA) har deltaget i tv-programmet Masterchef og ved angiveligt alt om vin. Kulturrådmand Jesper Kjeldsen har forsøgt sig som popstjerne i London. Ældrerådmand Metin Lindved Aydin (R) har det sorte bælte i karate.

Med alt fra risotto til roundhouse-kicks forsøgte borgmester Anders Winnerskjold at tegne billedet af et alsidigt rådmandskorps, da han i denne uge havde inviteret det aarhusianske erhvervsliv til den traditionelle nytårskur på rådhuset.

Det kuriøse kan dog ikke skjule det åbenlyse faktum: Fra nytår er samtlige politiske topposter besat af mænd, thi på toppen er der kun plads til skægstubbe.

S havde mulighed for at pege på stemmeslugeren Anna Thusgaard som ny rådmand, men det er ikke første gang, at S forspilder en indlysende chance for mere balance. Ved valget i 2017 var det Camilla Fabricius, der trods et godt valg trak Socialdemokratiets sorteper. Er det systematisk bevidstløshed, er der måske et spinkelt håb for kommende kvindelige kandidater.

I hvert fald hvis man også leger med tanken om, at man kan overføre resultaterne af spritny forskning om erhvervslivets rekruttering til politik. Det kan man nok næppe, men håbet må gro, selv i udpint muld.

Tidsskriftet »The Review of Economic Studies« har bragt en artikel, som økonomiprofessor Nina Smith fra Aarhus Universitet er medforfatter på. Når hun taler, plejer selv aarhusianske borgmestre at rette ryggen og slå hælene sammen. Det danske studie peger på, at mandlige ledere ansætter flere højtuddannede kvinder, hvis deres førstefødte er en pige. Heri håbet, for borgmesteren har en datter, hvilket han ikke forspilder nogen chance for at nævne, heller ikke i offentlig sammenhæng. Også deltagerne til nytårsbriefingen fik det at vide flere gange. Udbasunerende og uopfordrede faranekdoter er tilsyneladende symptomatisk for unge, moderne fædre med hang til bæresele.

Fraværet af en balanceret kønsrepræsentation er dog ikke blot en socialdemokratisk pinagtighed. Det er et gennemgående træk i de politiske partier. Vi burde for længst være nået forbi det punkt, hvor det at være kvinde i lokal toppolitik skulle gøres til noget særligt. Men så langt er vi ikke kommet. Vi er ikke engang tæt på. Det begynder ikke på rådhusets fine kontorer, men med rekrutteringen.

Uden medlemmer i de politiske partier er der heller ingen kandidater at vælge imellem. Det var engang en selvfølge, i dag er det alt andet end en social norm at betale kontingent til et parti og dermed også tage del i, hvem der faktisk ender med at repræsentere os.

Prisen er lav, indflydelsen potentiel høj, og alligevel overlades magten ofte til dem, der har tid, lyst og det rigtige netværk. Måske burde partimedlemskab igen opfattes som en del af den demokratiske grundhygiejne – ja, det kunne ligefrem falde ind under »pligten til at værne«, som kongen formulerede det nytårsaften.

At melde sig ind i et parti er et sted at begynde, hvis man ikke kan se hverken sig selv eller samfundet afspejlet på de politiske poster. Bare rolig: At være medlem af et politisk parti gør dig ikke til politiker.

Philip Gould, berømt rådgiver for den tidligere britiske premierminister Tony Blair, skrev i »The Unfinished Revolution«, at vælgerne nemt kan gennemskue bedraget, når partier udadtil signalerer fornyelse, men indadtil klamrer sig til gammel kultur og nedgroede magtstrukturer. Goulds konklusion er klar: Hvis et parti vil forandre samfundet, må det først bevise, at det kan forandre sig selv. Spørgsmålet er, hvem der i Aarhus har modet til at tage det alvorligt.