Nyt snevejr og isslag rammer mandag
Front med sne bevæger sig ind over landet mandag. Fra tirsdag bliver vintervejret mere gråt og vådt.
Det begynder med sne og slutter med slud og regn.
Sådan lyder overskriften for denne uges vintervejr fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
En front med sne banker på mandag i den vestlige del af landet, hvor der samtidig er risiko for snefygning flere steder.
»Allerede langs den jyske vestkyst har vi observeret sne. Det har samtidig også blæst op, og der er snefygning flere steder langs den jyske vestkyst,« siger Mette Wagner, vagthavende meteorolog ved DMI.
Bilister og andre trafikanter skal køre forsigtigt mandag, hvor DMI har varslet isslag flere steder i landet.
»Omkring midt på dagen er der en ekstra faktor med i vejret. Der kommer lidt lunere luft ind, og så kan nedbøren godt gå over i isslag, især i den centrale og sydlige del, inden det går over i noget slud og regn,« siger Mette Wagner.
I Nordjylland og i hovedstadsområdet slipper de sandsynligvis for isslag, oplyser DMI.
»Ellers er der i resten af landet risiko for isslag, og stedvist vil der forekomme isslag,« siger Mette Wagner.
Temperaturerne mandag vil ligge mellem minus to grader og 2 graders varme, hvor det bliver lunest.
Tirsdag kan der stadig falde sne enkelte steder, men ellers går vejret over i regn onsdag, torsdag og fredag.
»Så begynder den lidt mildere luft at komme ind, og så bliver det lidt mere genkendeligt og gråt vintervejr, vi har i vente med flere fronter med regn i løbet af ugen og med dagstemperaturer over frysepunktet og nattetemperaturer lige under frysepunktet,« siger Mette Wagner.