Fortsæt til indhold

25 år med plads til det uperfekte

Det har altid været vigtigt for ham, at det kristne budskab skal være letforståeligt og relevant.

Samfund
ceb

Søndag 11. januar kunne ledende præst i Kronjyllands Frimenighed i Randers, Peter Kofoed Herbst, fejre 25-års-jubilæum som præst.

Han er kendt for sin pædagogiske formidling, sit fokus på hverdagens teologi og sit store engagement i byens kirkelige liv.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Peter Kofoed Herbst blev ordineret 11. januar 2001, og tre dage senere blev han indsat i Kronjyllands Frimenighed.

»Han har gjort det til sin mærkesag, at det kristne budskab skal være letforståeligt og relevant. Han mestrer at tale ”ikke-indforstået”, så budskabet rammer både konfirmander og voksne, uanset om de er vante kirkegængere eller ej. Han går gerne i dybden med temabaserede gudstjenesteforløb, men altid med en jordnær vinkel,« står der blandt andet i pressemeddelelsen.

Et af Peter Kofoed Herbsts faste principper er, at »god teologi skal kunne holde til frokostpausen om mandagen«. Det handler om at relatere bibelteksterne til det liv, folk rent faktisk lever - i skolen, på arbejdspladsen eller i sportsklubben.

Plads til det uperfekte

I december 2023 debuterede Peter Kofoed Herbst som forfatter med bogen ’Forbilledlig uperfekt’. Bogen og hans foredrag tager et opgør med tidens perfekthedskultur. For jubilaren er det nemlig en central pointe, at man har uendelig stor værdi i Guds øjne, præcis som man er.

»Jesus elsker det uperfekte. Man behøver ikke være fejlfri for at have værdi eller for at kunne bruges af Gud. Tværtimod kan man i al sin ufuldkommenhed være et stærkt forbillede for andre,« forklarer Peter Kofoed Herbst i pressemeddelelsen.

Udover rollen som præst er Peter Kofoed Herbst en aktiv brobygger. Han var initiativtager til det fælleskirkelige samarbejde i Evangelisk Alliance i Randers og har spillet en central rolle i etableringen af Kirkernes Familiehjælp. Han fungerer desuden som teamleder for det tværkirkelige ledernetværk Arrow Lederskab, der former næste generation af kristne ledere.