Den er en af de sidste af sin slags – nu får den gevaldig overhaling
Lejrstedet er et af de sidste, som drives af frivillige. Stor renovering skal gøre det klar til sommer.
Lærkereden er et af de få tilbageværende, frivilligt drevne lejrsteder på Djursland, og nu tager bestyrelsen hul på næste store runde af en omfattende renovering af lejren.
De tre drengesovesale bliver i den kommende tid frisket op med nye madrasser, bedre isolering og nyt gulv.
Når håndværkerne er færdige, kan der overnatte 71 gæster på lejren, og det er et vigtigt løft for stedet, der hvert år bruges af mere end 1.000 børn og unge.
Det skriver Lærkeredens bestyrelse i en pressemeddelelse.
Massiv lokal opbakning
Lærkereden er ejet af Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS), som har bidraget stort til renoveringen sammen med flere andre aktører; DFS-lejren i Kjelsø har doneret et større beløb, strikkegruppen Seje Sild fra Fjellerup har samlet ind og mange forældre til børn, der bruger Lærkereden, har støttet både økonomisk og praktisk.
Derudover har flere lokale håndværkere bidraget generøst med faglig sparring og sponsorater; Peter Kjeldahl (tømrer), PL El-installation A/S, Trustrup Gulvbelægning, Mesterpensel Dennis Sørensen samt Ålsø Service ved Kenneth Greve Helweg, og når stedet får så stor lokal opbakning så både forpligter det og og booster entusiasmen for Lærkereden, mener forperson for bestyrelsen Heidi Svane Pedersen.
»Når så mange på Djursland bakker os op, giver det os mod til at udvikle stedet. Lærkereden ligger midt i naturen og er et fristed med hjerterum og rummelige fællesskaber. Det kan kun blive ved at eksistere, fordi lokalsamfundet vil det,« siger Heidi Svane Pedersen.
Sikrer fællesskabet
De seneste år har der været flere større moderniseringsprojekter på Lærkereden.
I 2022 blev spisesalen totalrenoveret, og i 2024 stod to nye rum til pigesovesale klar.
Nu er turen altså kommet til drengenes afdeling, og målet er at sikre, at lejrstedet fortsat kan danne ramme om oplevelser, der styrker fællesskab, venskaber og trivsel for de mange børn og unge, der besøger stedet.
»Når børnene kommer på Lærkereden, oplever de et fællesskab, hvor alle er velkomne. Det skal renoveringen være med til at styrke – både i dag og de næste mange år,« konstaterer siger Heidi Svane Pedersen.
Renoveringen af drengesovesalene går i gang denne vinter og forventes færdig inden sommerens lejre.