Bag lukkede døre findes den mest lige vej til et velbetalt, sikkert job med lækker bolig og masser af kjoler

Aarhus Stift skal have en ny biskop. Valget foregår i lukkede kredse blandt præster og menighedsråd, selv om begivenheden bør interessere enhver, der ikke blot tror, men også tvivler. At blive biskop må være en af de fremkommelige veje til et toplederjob med mange goder: en løn i millionstørrelsen, attraktiv pensionsordning, tjenestebolig på Dalgas Avenue samt arbejdstøj – noget af det endda designet af Dronning Margrethe. Hvad kan så gå galt? Stort set intet.

I hvert fald ikke i en grad, så bispestolen for alvor kan vakle. Man skal være ualmindelig udygtig for ikke at bevare posten til pensionen. Biskoppen er ikke bare en teologisk vagthund, men også en offentlig figur med stemme, magt og symbolværdi. Så når man vælger en biskop, vælger man ikke kun en fortolker af Folkekirkens rolle, men en offentlig stemme. Også i de konflikter, der uundgåeligt opstår, når tro, politik, ledelse og identitet af og til støder sammen. Det vækker opsigt, når biskopper løfter blikket. Tænk bare på, hvordan den afgående biskop deltog i debatten om byens fysiske udvikling. Eller hvordan Kjeld Holm i sin tid gik helhjertet ind i samfundsdebatten om blandt andet integration – et engagement med betydelige personlige omkostninger. Det var ikke uden grund, at erindringsbogen fik titlen ”Samklang og misklang”.

Biskoppens jordiske gang er en balanceakt mellem forventningerne om relevans, ønsket om indflydelse og en luthersk tradition, der ikke rimer på politisk aktivisme. Det er ikke nok at være bibelstærk. Folkekirkens indretning er en krybbe af ukontrollable ledelsesdilemmaer.

Meget styres lokalt af menighedsrådene: økonomi, bygninger, personale og planlægningen af det åndelige arbejde. Kvalifikationerne til at sidde dér kan i praksis begrænse sig til evnen til at møde op til menighedsrådsvalget. Også i Aarhus Stift findes der talrige eksempler på, hvor galt det kan gå. Det er dette minefelt, den kommende biskop sammen med provsterne skal kunne navigere i og ud af. De, der kan vælge, kan bl.a. spørge sig selv, hvordan kandidaterne som provster har formået at løse de konflikter, der trives særligt godt i miljøer, der ikke nødvendigvis er hæmmet af kvalifikationer.

Trods samfundsbetydningen og en stilling betalt af skattekroner, er valget i vid udstrækning en lukket proces. Jo, der holdes vælgermøder, men nogle af arrangørerne gør sig store anstrengelser for at undgå uvedkommende deltagelse. Bl.a. ved at kræve store deltagergebyrer, som man dog kan få refunderet af kirkekassen, hvis man er en af de indviede.

Den relativt lettilgængelige vej til en sikker samfundsposition med mange privilegier er måske årsagen til, at der kriges i kirkekredse, hvor ikke alle våben efterlades i våbenhuset. Allerede nu har der i Kristeligt Dagblad været kritik af to af Esben Thusgårds anbefalere. De to har stillinger, som bispekandidaten i kraft af tillidshverv har været med til at finansiere. Uanset kandidat bør man være lige så skeptisk over for sådanne anbefalinger, som man bør være over for kirkekaffen. For hvem, der arbejder under en given provst, tør andet end at anbefale vedkommende som biskop, for slet ikke at tale om risikoen ved at pege på en anden favorit?

Ikke alle i folkekirken vil ledes eller kan lede. Det kommende bispevalg vil sikkert vise, at ikke alle våben efterlades i våbenhuset. Den første biskop hed Reginbrand. Om den næste hedder Annette Bennedsgaard, Esben Thusgård eller Thomas Frank, afgøres i første omgang den 19. marts.