Fortsæt til indhold

Slår rekord for tredje år i streg: 127 personer har fået nyt liv

For tredje år i træk slår Aarhus Universitetshospital rekord i forhold til nyretransplantationer.

Samfund
ed

For tredje år i træk slår Aarhus Universitetshospital rekorder i nyretransplantationer. I det forgange år har transplantationscentret gennemført 127 nyretransplantationer. Det er det højeste antal nyretransplantationer registreret på et dansk hospital.

Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Både i 2023 og i 2024 blev der udført 112 nyretransplantationer, hvilket også var rekord.

Øgningen i antallet af nyretransplantationer er et skridt i kampen mod kronisk nyresvigt, der – uden en nyretransplantation – for mange patienter ellers vil betyde 4-5 timer i dialyse tre gange om ugen og et liv med restriktioner, der kan have både fysiske, psykiske og sociale konsekvenser for patienten.

»En game changer«

I marts 2024 blev donation efter cirkulatorisk død (DCD) implementeret på AUH.

34 ud af de 127 nyretransplantationer blev udført med organer fra donorer, hvor døden blev erklæret på baggrund af cirkulationsstop. Denne metode er en milepæl i den danske transplantationspraksis og har givet hospitalet mulighed for at udvide puljen af tilgængelig organer markant.

»DCD har været en game changer for os. Det betyder, at vi kan give flere patienter et bedre liv, og det er et resultat af et dedikeret samarbejde på tværs af faggrupper. Vi har fået betydeligt flere nyrer til transplantation, og det gør en enorm forskel for vores patienter,« siger Anna Krarup Keller, transplantatitionskirurg og klinisk lektor på AUH.

Håbet er, at det på sigt vil blive muligt at transplantere andre organer efter DCD.

Tværfagligt samarbejde

»Der er gjort et stort arbejde for at implementere DCD, og det er glædeligt, at så mange har fået mulighed for at donere et organ efter deres død og derved gjort det muligt for mange alvorligt syge patienter at få et nyt organ. På Intensiv møder vi de pårørende, som er taknemmelige for, at det kan lade sig gøre,« siger overlæge Mette Juul Koefoed, Intensiv.

Op mod halvdelen af de 39 lægelige specialer er involveret i hvert enkelt transplantationsforløb, og mange afdelinger arbejder tæt og intensivt sammen for at sikre det bedst mulige resultat for patienterne.

»Transplantation er et holdarbejde. Det er ikke kun kirurgerne, der spiller en rolle, men alle involverede på mange af hospitalets afdelinger. Alle funktioner skal spille sammen som en velfungerende kæde,« siger Pernille Koefoed-Nielsen, ledende overlæge i Blodbank og Immunologi.

AUH samarbejder med hospitaler i hele Region Midtjylland og Nordjylland om organdonation og transplantation. Samarbejder med andre hospitaler i både Danmark og Norden har været afgørende for succesfuld transplantation af nyrer. Det betyder, at organdonation målt pr. million indbyggere på AUH er helt på højde og i mange tilfælde bedre end i de øbrige nordiske lande.

AUH deltager desuden i et nordisk nyrebytteprogram for patienter med en levende donor, som ikke kan donere direkte på grund af dårligt match. Programmet har styrket mulighederne for transplantation for patienter, hvor det ellers er vanskeligt at finde en egnet nyre.