Ved du heller ikke helt, hvad Grøn Trepart er? Her kan du blive meget klogere
Du får mulighed for at stille dine spørgsmål til Grøn Trepart.
Er du også nysgerrig på, hvad Grøn Trepart egentlig dækker over?
Hvilken betydning aftalen måske får i dit lokalområde? Og på hvilket grundlag kommunale og regionale beslutninger tages, og hvor fastlåste planerne er?
Så skal du læse med her.
Hylke Landsbyråd og Ejer Bjerge har nemlig taget initiativ til et informationsmøde i festsalen hos Landsbyordningen Ejer Bavnehøj mandag 2. februar klokken 19, hvor alle er velkomne.
Store forandringer på vej
Grøn Trepart lægger op til grundlæggende forandringer af Danmarkskortet.
Men det er ikke bare sådan lige at forestille sig, hvordan de ambitiøse mål for arealudtag, kvælstofreduktion, CO2-optag, vandkvalitet og natur rent faktisk kommer til at udmønte sig.
Måske træder fremtiden bedre frem, når ambitionerne om et grønnere Danmark bliver konkrete og lokalt omsættes til jord under neglene, hvor idéerne er blevet til fremtegning af en fysisk, sanselig virkelighed.
Hans Brok-Brandi, der er projektleder i Vand og Natur Skanderborg Kommune, vil på mødet fortælle om principperne i Grøn Trepart.
I første fase er der fokus på reduktioner i kvælstofudledningen og reduktioner i udledningen af CO2 fra lavbundsarealer. Det sker i Skanderborg Kommune ved at gøre arealer med højt tørveindhold vådere, så tørven ikke nedbrydes. Der har været fokus på at finde arealer, der vil kunne give en kvælstof- og en CO2-effekt.
I de næste faser kommer det til at dreje sig om natur og biodiversitet samt store sammenhængende naturområder. Frem mod 2045 er målet at plante op mod 250.000 hektar ny skov. Dette svarer til et areal på størrelse med Lolland-Falster og Bornholm lagt sammen.
Langt det meste - cirka 230.000 hektar - skal ske ved privat skovrejsning. Resten skal håndteres af Naturstyrelsen. Kommunen har ingen forpligtelse i forhold til skovrejsning.
Skoven bliver sig selv
Anders Busse Nielsen, der er projektleder i Naturstyrelsen Søhøjlandet, zoomer den pågældende aften ind på et sted og en ny begyndelse.
Han fortæller om et aktuelt landbrugslandskab, der netop nu er ved at skifte karakter til en ny type skov. Den skal ikke blot plantes for at vokse, men også for at være urørt og blive sig selv.
Det hedder i Grøn Trepart urørt skovrejsning, hvor skovens tilblivelse er lige så vigtig som dens endelige form.
Ved at dvæle ved det konkrete kan man ane, hvordan et nyt Danmark er ved at vokse frem - et landskab ad gangen.
Det vil være muligt at stille spørgsmål til de to oplægsholdere.
Ejer Bjerge og Hylke Lokalråd sørger for kaffe og te og dertil hørende småkager.
Det er gratis at deltage, men det kræver tilmelding på forhånd via ejerbjerge.nemtilmeld.dk.