Fortsæt til indhold

Får millionstøtte til grøn dannelse i børnehøjde

Projektet skal lære børn mellem seks og tolv år om natur og bæredygtighed.

Samfund
ceb

Natur og Ungdom, der har hovedkontor ved Klostermølle syd for Ry, modtager samlet knap 4,4 millioner kroner fra Nordea-fonden og TrygFonden til det landsdækkende projekt ’Grøn dannelse i børnehøjde’.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Projektet skal give børn i alderen seks til tolv år fællesskaber i naturen og konkrete erfaringer med bæredygtige handlinger. Det tager udgangspunkt i naturpatruljer, hvor børn “går til natur” i faste, lokale fællesskaber. Her mødes børnene regelmæssigt til aktiviteter, hvor de udforsker og undersøger naturen og prøver kræfter med bæredygtige handlinger i praksis sammen med andre børn og engagerede voksne.

»Vi er virkelig glade for, at både Nordea-fonden og TrygFonden bakker op om vores vision om, at endnu flere børn skal have mere natur i deres fritid. Med projektet får vi mulighed for at give flere børn et sted, hvor naturglæde, fællesskab og grøn handlekraft går hånd i hånd,« siger Thea P. Strand, der er sekretariatsleder i Natur og Ungdom, i pressemeddelelsen.

Projektet skal give børn i alderen seks til tolv år fællesskaber i naturen og konkrete erfaringer med bæredygtige handlinger. Det tager udgangspunkt i naturpatruljer, hvor børn “går til natur” i faste, lokale fællesskaber. Foto: Natur og Ungdom

Lyst til at passe på naturen

Projektet bygger videre på erfaringerne fra et pilotprojekt, der blev kaldt ’Sammen om Naturen’.

TrygFondens støtte gør det nu muligt at videreføre, skalere og forankre naturpatruljerne organisatorisk, mens Nordea-fondens bevilling blandt andet bidrager til, at Natur og Ungdom kan udvikle og gennemføre konkrete bæredygtighedsaktiviteter, åbne arrangementer og i det hele taget styrke børn og frivilliges grønne dannelse.

I løbet af projektperioden vil tusindvis af børn møde naturen gennem naturpatruljer, skolebesøg og åbne events i lokalområder over hele landet. Her får børnene mulighed for at opleve, at deres handlinger gør en forskel - både som individer og som del af et fællesskab.

»’Grøn dannelse i børnehøjde’ handler om at give børn erfaringer med naturen, der skaber lyst til at passe på den. Når børn får lov til at være nysgerrige, tage ansvar og handle i fællesskab, vokser både engagement og håb,« siger Thea P. Strand.

Projektet gennemføres fra foråret 2026 til vinteren 2029 i samarbejde med frivillige, skoler, sfo’er og lokale aktører og har som mål at skabe et forankret koncept, der lever videre, også efter projektperioden.

Børn får mulighed for at opleve, at deres handlinger gør en forskel - både som individer og som del af et fællesskab. Foto: Natur og Ungdom