Fortsæt til indhold

Nu kan du bestille varer på nettet hos Min Købmand ovre vestpå

Min Købmand i Lime tilbyder nu en net-løsning til bestilling af varer, som så pakkes og gøres klar til enten afhentning i butikken eller udbringning.

Samfund

»Service er nøgleordet. Vi ved, at det i dag helst skal være hurtigt og nemt,« siger købmand Jesper Schunk, Min Købmand i Lime, om den pakkeordning, der netop er blevet klar.

Varerne skal bestilles på købmandens hjemmeside, aadalen.minkobmand.dk, og så bliver de pakket i butikken og gjort klar til afhentning. Det er også muligt at få varerne bragt ud.

Med det nye tiltag håber Jesper Schunk, at endnu flere vil benytte den lokale købmand. Byens ældre borgere er gode kunder, men det kniber med børnefamilierne. Dem har han endnu ikke vundet, som han siger.

»Men nu får de i hvert fald mulighed for at handle ind nemmere.«

Udbringning op til 40 kilometer

Min Købmand i Lime har kontrakt med Syddjurs Kommune som den ene af to leverandører, der bringer varer ud til visiterede borgere. Det er som nævnt også muligt for andre kunder at få leveret varer to dage om ugen. Købmanden i Lime bringer varer ud i en omkreds af 40 kilometer.

Jesper Schunk tager altid gerne udfordringer op, som er et plus for kunderne og dermed for butikken.

»Vi er aktive hele tiden på at gøre tingene anderledes og vise, at vi kan noget andet og mere end lavprisbutikker.«

Min Købmand Lime har eksempelvis sin egen blomsterbinder og samler folk til diverse arrangementer, både i butikken og i forsamlingshuset. For et par uger siden mødte 150-200 mennesker for eksempel op til afterskiing på pladsen udenfor butikken med musik, drinks og flæskestegsandwich.

Og 5. februar gentages »En strejf af en dråbe« med spisning, fortællinger og Gasolin-numre i Lime Forsamlingshus. Første gang samlede det cirka 100 personer.

Senest er butikken blevet leveringsdygtig i middagsretter og mellemmåltider, som Jesper Schunks mor anretter, og som blot skal en tur hjem og varmes i ovnen.

80 procent af indkøbene

Jesper Schunk lægger ikke skjul på, at trods diverse tiltag kan de økonomiske udfordringer til tider synes overvældende. Der er udgifter for cirka 200.000 kroner hver måned.

»Butikker i landområder kæmper lidt med tingene, og her kæmper vi også alt det, vi kan for at overleve. Jeg vil jo den her butik og håber bare på lidt medvind nu.«

Pas på jeres butik

Jesper Raabo, direktør i anpartsselskabet Aadalens Butikshus med 352 anpartshavere, opfordrer områdets borgere til at passe på deres butik.

»Det er jo klart, at det fra starten var vores motiv, både i forhold til at købe butikken af Coop og få den moderniseret, at Jesper har så god en butik som muligt og er i stand til at have en indtjening, så den bliver ved med at ligge der. Det indebærer, at folk lægger hovedparten af deres indkøb hos købmanden. Ellers har vi ingen butik.«

80 procent af husstandens indkøb skal der til, mener han.

»Butikken ligger i et tyndt befolket område, og der er ikke andre, der kan gøre det. Derfor kræver det, at det er os lokale, der bakker op.«

Jesper Raabo fremhæver Jesper Schunks mange aktiviteter, der skaber liv både i butikken og i området.

»Så er det helt berettiget at forvente, at borgerne bakker op omkring det.«

Han tilføjer, at man i anpartsselskabet taler om at hjælpe ved at stille med arbejdskraft i forbindelse med udbringningen af varer.