Tåget søndag – og så rasler det nedad
Søndag vil der være udsigt til både tåge og sol.
Der er søndag morgen tåge og dis over landet. Det ændrer sig dog i løbet af dagen – og så kan vi se frem til en kold uge.
Det skriver DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, på sin hjemmeside.
Det er et højtryk mod øst, der får mere indflydelse og skubber det ustadige og grå vejr bliver skubbet væk.
I stedet strømmer koldere og mere tør luft ind over landet fra øst og sydøst.
Søndag begynder dog – som skrevet – både tåget og diset, men i løbet af eftermiddagen kommer opklaringen.og solen får bedre mulighed for at bryde igennem.
De følgende dage ser ud til at byde på en del sol, især i dagtimerne, men det bliver samtidig tydeligt koldere end tidligere på ugen – nemlig ned til 5 graders frost.
Det er de klare nætter, der er årsagen til temperaturfaldet.
»Om dagen kommer temperaturen typisk kun lige over frysepunktet, og selv om solen kan føles lun, vil luften fortsat være kølig,« skriver DMI.
Til gengæld er der ikke udsigt til større snemængder.
»Alt i alt betyder det, at vejret fra søndag og frem bliver mere roligt og solrigt, men også markant koldere, og foråret må fortsat vente lidt endnu,« skriver DMI’s vagthavende meteorolog, Andy L. Ahumada, tidligt søndag morgen.