Fortsæt til indhold

Får opringning om fætterens fængsels-død: »Det kom som et sindssygt chok«

Samfund
jr

9. januar døde en 38-årig mand fra Aarhus i fængslet Kragskovhede i Jerup – 12 kilometer nord for Frederikshavn.

Nu vil familien have dødsfaldet optrevlet, efter den afdødes fængselskammeret har fortalt sin version af historien om dødsfaldet til DR.

Ifølge ham fik den nu afdøde det tirsdag så dårligt, at han ”nærmest skreg af smerter”.

Han blev tilset af en sygeplejerske, der havde mistanke om nyresten eller fibersprængning, og han fik derfor udleveret smertestillende medicin.

Smerterne tog til i løbet af onsdag, men ifølge den medindsatte fik aarhusianeren ikke umiddelbart hjælp af personalet.

Torsdag skal det være så alvorligt, at den 38-årige kaster blod op – og fredag dør han.

Kammeraten ringer til et familiemedlem i Aarhus for at fortælle, at hans fætter er død. Og med den opringning flere detaljer.

»[navn] lå med munden åben, og krympede sig helt sammen rundt om maven - han lå i en bue, kan man sige. Og det var tydeligt at se, at han holdt sig rundt om maven. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan han har haft det,« siger fætteren Bilal Ibrahim Abu-Shakar til TV2 Nord.

»Det kom som et sindssygt chok,« siger Bilal Ibrahim Abu-Shakar videre.

Siden dødsfaldet har fængslets andre indsatte afholdt flere demonstrationer.

Nordjyllands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at sagen bliver efterforsket.

»Der er tale om en 38-årig person. Indtil videre har politiet ikke fundet noget mistænkeligt, men vi afventer endeligt svar fra ligsyn og en eventuelt obduktion,« skriver politiet i en mail.

Samtidig har folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) rettet henvendelse til justitsministeren og bedt om en redegørelse for forløbet.

Ifølge et Facebook-opslag fra familien blev den 38-årige begravet torsdag 15. januar fra Vestre Kirkegård i Aarhus.

I 2006 skrev jv.dk, at den dengang 18-årige mand fra Aarhus fik sin fjerde røveridom.