I dag er billetter til offentlig transport blevet dyrere
Prisstigninger på en række billetter i den offentlige transport er gældende fra søndag 18. januar.
Søndag er priserne hævet i hele landet på flere billetter til offentlig transport.
Det er enkeltbilletter, Rejsekort, Pendlerkort, Pendler20, Pensionistkort og Plustur, der stiger.
Stigningerne på enkeltbilletter til voksne gælder eksempelvis for fire, fem og seks zoner. Billetterne stiger med to kroner til henholdsvis 40 kroner, 46 kroner og 50 kroner.
Samme zonebilletter stiger, hvis man bruger rejsekortet. Her er prisstigningen ligeledes to kroner.
I Midttrafiks dækningsområde slipper kunderne dog en smule lettere - her bliver to billetprodukter dyrere:
Pendlerkort (4 og 5 zoner): Prisen på pendlerkort er aftalt med DSB, GoCollective og de øvrige trafikselskaber i Vestdanmark. Prisen stiger i gennemsnit med 3,5 procent. Et voksen-pendlerkort til 4 zoner stiger fra 780 kroner til 810 kroner for 30 dage, mens et pendlerkort til 5 zoner stiger fra 960 kroner til 990 kroner for 30 dage.
Dagsbilletter: Prisen på Midttrafiks populære dagsbilletter har ikke været justeret, siden de blev lanceret i 2020. I 2026 bliver det 10 kroner dyrere at købe en dagsbillet, der giver fri rejse en hel dag med Midttrafik i enten Aarhus eller hele Region Midtjylland.
Dagsbillet Aarhus stiger til 59 kroner, mens Dagsbillet Midtjylland stiger til 109 kroner.
Det er Trafikstyrelsen, der hvert år sætter loftet for, hvor meget priserne på den offentlige transport må stige i det kommende år.