Fortsæt til indhold

Blandt de allerbedste i hele landet: Favrskov Gymnasium får skyhøj placering i ny undersøgelse

Undersøgelse fremhæver Favrskov Gymnasiums evne til at løfte elevernes præstationer.

Samfund

Eleverne på Favrskov Gymnasium burde have et karaktergennemsnit på 7,3 til studentereksamen.

Rent faktisk har de et snit på 7,7.

Forskellen på 0,4 kaldes for undervisningseffekten og viser skolens evne til at forbedre elevernes samlede snit i forhold til, hvad man kan forvente ud fra deres sociale baggrund.

Det viser en ny undersøgelse, Cepos har lavet på baggrund af tal fra Børne- og Undervisningsministeriet og Danmarks Statistik.

»Skolernes undervisningseffekt er naturligvis en vigtig information for de elever, der lige om lidt skal vælge gymnasium,« siger forskningschef Karsten Bo Larsen i en pressemeddelelse fra Cepos.

En positiv undervisningseffekt på 0,4 er meget høj og placerer Favrskov Gymnasium på en delt tredjeplads blandt alle landets 355 gymnasier, der omfatter stx, hf, hhx og htx.

»Vi er stolte af resultatet, som giver et fingerpeg om, at vores elever og lærere i samarbejde gør noget af det rigtige. Eleverne skal bruge gennemsnittet til at søge uddannelse, og det er godt at vide, at pilen peger opad i forhold til, hvad man kan forvente. Det kan aldrig være helt dårligt at ligge i toppen,« siger Favrskov Gymnasiums rektor Morten Schytte Caspersen til Din Avis.

Han noterer sig samtidig med tilfredshed, at gymnasiet har en solid balance mellem elevernes årskarakterer og eksamensresultater. Det flotte samlede studentereksamensresultat er ikke opnået ved, at lærerne har givet eleverne ekstra høje årskarakterer, som de ikke kan leve op til ved eksamen.

»Vi følger med i tallene og kigger på relationen mellem årskarakterer og eksamenskarakterer, hvor der er censor på. Der skal være en balance mellem tallene, og vi er glade for, at folk udefra ser det samme som os,« siger rektoren.

Foto: Favrskov Gymnasium

Morten Schytte Caspersen er forsigtig med at lægge alt for meget i tallene, som kan se anderledes ud ved den næste undersøgelse.

»Vi skal ikke tage munden for fuld på grund af statistik, men jeg håber, folk tænker, at Favrskov Gymnasium vist er et udmærket sted at sende sine unge hen.«

Gode karakterer og trivsel kan gå hånd i hånd

Rektoren ser samtidig undersøgelsen som et bevis for, at gymnasiet har lagt en kurs, der giver plads til at bruge resurser på trivsel og sociale aktiviteter.

»Et gymnasium skal kunne mange ting, og der er flere aspekter i en god skole. Når vi ligger fint på de hårde parametre, giver det ro og sikkerhed i forhold til at prioritere resurser på andre ting. Vores lærere tænker til stadighed på nye initiativer i forhold til trivsel og det sociale. Det er vigtigt for hele sektoren, at trivsel kan sameksistere med gode karakterer.«

I forhold til trivsel ser Favrskov Gymnasium frem til, at de kommende 1.g’ere allerede ved ansøgning kan ønske studieretning og dermed fra første skoledag komme i en klasse sammen med elever med samme interesser. Eleverne kan i grove træk vælge mellem fire studieretninger: naturvidenskab, samfundsfag, humaniora og musik.

Formålet med at vælge studieretning inden skolestart er at undgå for mange klasseskift under uddannelsen.

»Det er godt for trivslen med markant færre klasseskift. Vi håber at kunne komme ned på, at 20 procent af eleverne skifter studieretning. Det vil give meget mere ro, så vi glæder os til at prøve det af,« siger rektor Morten Schytte Caspersen.

Favrskov Gymnasiums rektor Morten Schytte Caspersen. Foto: Favrskov Gymnasium

Han tilføjer, at det er vigtigt at sige, at der kun er tale om en forhåndstilkendegivelse. Efter et stykke tid får eleverne mulighed for at skifte studieretning.