Fortsæt til indhold

Aarhusiansk teknologigigant lander kæmpekontrakt med den franske hær

Den franske hær har købt Systematics kommando-kontrolsystem SitaWare. Kontrakten har en værdi på et tocifret millionbeløb i euro.

Samfund

Danske Systematic er lykkedes med at lande endnu en stor kontrakt med et udenlandsk militær.

I en pressemeddelelse oplyser den aarhusianske milliardvirksomhed, at Frankrigs hærs 1. og 3. division har valgt det danske kommando-kontrolsystem SitaWare Headquarters.

Systemet bliver det primære koordinerings- og planlægningsværktøj til divisionernes og brigadehovedkvarterernes operationer. Købet indgår som en del af en større plan om at implementere systemet i hele den franske hær.

Systematic ønsker overfor Din Avis ikke at oplyse kontraktens konkrete værdi, men oplyser, at den udgør et tocifret millionbeløb i euro.

I 2024 landede Systematic en SitaWare-aftale med NATO til en anslået værdi på 28 millioner euro - cirka 209 millioner danske kroner. Samme år valgte også Østrigs forsvar det populære Systematic-system og indgik en kontrakt til en værdi af 73 millioner euro - cirka 545 millioner kroner.

Overfor Børsen siger CEO Nikolaj Bramsen da også, at han ser et stort potentiale i aftalen med den franske hær.

»Det her er stort for os. Vi ser et betydeligt potentiale i samarbejdet med de franske styrker, som har været både hurtige og kompetente til at tage løsningen i brug. Det giver os en klar forventning om, at de også vil være interesserede i anskaffe andre moduler af SitaWare-suiten.«

SitaWare er allerede nu ved at blive bredt implementeret i hele den franske hær.

»Frankrig spiller en nøglerolle i forsvaret af Europa i en tid, hvor det sikkerhedspolitiske landskab er mere uforudsigeligt end nogensinde. De stigende trusler mod kontinentets stabilitet kræver stærke, handlekraftige allierede – og her udgør Frankrig en afgørende faktor i at beskytte Europas værdier og suverænitet,« siger Nikolaj Bramsen i pressemeddelelsen.