Aarhusiansk plejehjem skal evakueres
Fredag gennemfører Aarhus Kommune som den første kommune i landet en øvelse af evakuering af plejehjemsbeboere.
Hvordan skal det forløbe, når et plejehjem skal evakueres i en krisesituation?
Det skal Aarhus Kommune fredag teste som den første kommune i landet. Her gennemføres en stor beredskabsøvelse, hvor håndteringen af et længevarende strømsvigt skal afprøves, så man er beredt, hvis krisen en dag skulle presse på ved ekstremt vejr, strømafbrydelser eller pres på den kritiske infrastruktur.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Øvelsen gennemføres af Sundhed og Omsorg med ansvar for beboere og personale i samarbejde med Teknik og Miljø, som er bygningsansvarlig.
Scenariet tager udgangspunkt i ekstremt vejr – storm, sne og oversvømmelse – som fører til strømafbrydelser i kommunen. Flere plejehjem mister strømmen og kan ikke opretholde normal drift.
Som led i øvelsen evakueres plejehjemsbeboere fra Plejehjem Søholm i Viby til beredskabsplejehjemmet Vikærgården i Risskov, der blandt andet er udstyret med nødgeneratorer. Øvelsen vil foregå med mennesker som figuranter, men plejehjemmenes beboere deltager ikke.
»Plejehjemsbeboere er blandt de mest sårbare borgere, vi har. Derfor har vi i Aarhus Kommune et helt særligt ansvar for at være forberedte, hvis en krise rammer. Det her handler om sikre tryghed for de ældre og svageste aarhusianere,« siger Metin Lindved Aydin (RV), rådmand for Sundhed og Omsorg.
Formålet med øvelsen er at afprøve kommunens indsatsplaner for forsyningssvigt af strøm og vand i op til tre døgn. Det gælder både den praktiske evakuering, nøddrift på plejehjem og oprettelsen af et beredskabsplejehjem med tilstrækkelig bemanding og udstyr.
I alt testes hele beredskabskæden fra aktivering af krisestaben i Sundhed og Omsorg til samarbejdet med støttefunktioner som Aarhus Ejendomme, Hjælpemiddelcentralen og kommunens samarbejde med Virksomhedsberedskab.
»Vi kan ikke nøjes med planer i en skuffe. Når vi har ansvaret for nogle af samfundets mest sårbare borgere, skal vi også være sikre på, at vores beredskab virker i praksis. Derfor tester vi det nu,« siger Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø.
Aarhus Kommune er den første kommune i Danmark, der både har etableret særlige beredskabsplejehjem og gennemfører en fuldskalaøvelse, hvor evakuering og genhusning af plejehjemsbeboere afprøves i praksis.
Øvelsen finder sted fredag kl. 9–14.
Efter øvelsen vil erfaringerne blive samlet og brugt til at styrke beredskabet yderligere – med ambitionen om også at inspirere andre kommuner.