Ole Thestrups fødeby får nyt lokalråd: Fokus på trafiksikkerhed og landsbyens kvaliteter
Koed Lokalråd etableret for at styrke landsbyens stemme og samarbejde med kommunen. Trafiksikkerhed og landsbyernes vilkår er centrale temaer for det nye råd, som også barsler med ansøgning til Realdania og mulig legeplads.
Landsbyen Koed mellem Kolind og Ryomgård har fået sit eget lokalråd. En gruppe borgere drøftede i foråret 2025 ideen, som senere førte til en stiftende generalforsamling, hvor vedtægter blev vedtaget og en bestyrelse valgt.
Koed er også kendt som fødebyen for den nu afdøde skuespiller Ole Thestrup, hvis fødehjem fortsat står skarpt i byen. Ældre borgere husker, hvordan Ole Thestrup ofte stod på terrassen og øvede sig på sin trompet.
Koed Lokalråd kan måske være med til at sætte spot på, at landsbyen faktisk rummer nogle kvaliteter for børnefamilier, der vil bo tæt på naturen og i et prisvenligt hus
Formandens visioner
»Koed Lokalråd skal være et talerør for Koed, og vi har ingen planer om at konkurrere med Kolind & Oplands Distriktsråd, som vi jo formelt hører under,« siger formand Daniel Laursen.
Han understreger, at bestyrelsen er indstillet på at samarbejde med Kolind Distriktsråd.
»Vi ser Koed Lokalråd som en mulighed for at knytte en tættere kontakt til Syddjurs Kommune, når vi synes, at der er ting, som appellerer til, at kommunen bliver gjort opmærksomme på det.«
Daniel Laursen nævner trafiksikkerhed som et vigtigt tema, især i sommerperioden, hvor flere kører igennem Koed for at komme til Djurs Sommerland. Han fremhæver også landsbyernes generelle vilkår.
»Landsbyerne fungerer jo ikke på samme måde som tidligere Det er svært at generationsskifte, når et hus skal sælges, fordi de nuværende ejere, når de bliver ældre, måske gerne vil flytte til noget mindre i Kolind og Ryomgård for at komme tættere på indkøbsmuligheder.«
»Koed Lokalråd kan måske være med til at sætte spot på, at landsbyen faktisk rummer nogle kvaliteter for børnefamilier, der vil bo tæt på naturen og i et prisvenligt hus,« påpeger Daniel Laursen.
I Koed har man en større erhvervsvirksomhed i Koed Tømrer- & Byggeforretning, populært kaldet Koed Tømreren, som beskæftiger godt 40 medarbejdere.
Lokalrådets arbejde
Ved indgangen til 2026 har lokalrådet arbejdet med flere emner i 2025, herunder trafik, forskønnelse, beredskab, infotavle, lokalplan og åbent værksted/materialebank.
Der har også været kontakt til kommunen og politiske partier for at minde om, at Koed ønsker udvikling og opmærksomhed.
Lokalrådet er i gang med en ansøgning til kommunen om at få udarbejdet en lokalplan for Koed.
Lokalrådet har også haft dialog med vandværket om en beredskabsplan og har besluttet at forskønne byen ved at sætte forårsløg og blomster omkring mindestenen ved kirken og ved byskiltene ved indkørslerne til byen. Kommunen bifalder initiativet, fortæller Daniel Laursen.
Fremtidige planer
Spørgsmålet om at få etableret en legeplads i byen har flere gange været oppe at vende, men lokalrådet har endnu ikke taget stilling til, om det er noget, de vil arbejde videre med.
Derimod har bestyrelsen planer om at søge Realdania om at komme i betragtning til en af de 150 små hytter, Realdania kvit og frit udlodder i anledning af deres 25-års jubilæum.
Formålet med hytterne er at understøtte et aktivt udeliv.