Det begyndte med legetøj. Men trængslen i letbanen er hverken for børn, eller folk der skal noget

Det er ikke nyt, at man på sociale medier kan blive præsenteret for mærkværdigt indhold. Allerede da byrådet i sin tid besluttede at Aarhus skulle have en letbane, kunne man – uden nogen form for trigger warning – opleve den daværende socialdemokratiske teknikrådmand fra et børneværelse, i gulvhøjde og med legetøj, demonstrere, hvor mange biler der ville forsvinde fra Randersvej, når først milliarderne rullede. Det var stærke sager.

I dag er der næppe mange pendlere, der kan mærke mere plads på vejene. Også i letbanen kniber det. I hvert fald når aarhusianerne skal til og fra arbejde, og det er der nogen, der skal.

Færre afgange kombineret med det – åbenbart også for Aarhus Letbane – måske overraskende faktum, at letbanen bliver brugt som et seriøst transportmiddel, har sat passagerne på prøve. Magnetskinnebremserne driller. Fem tog er taget ud af drift, køreplanen er barberet. I myldretiden er antallet af afgange kraftigt reduceret.

Konsekvenserne er til at mærke, for man står tæt i letbanen. Her er ikke plads til hverken klaustrofobi eller frygten for at komme for sent på arbejde. Nogle steder regner man stadig med punktfast tilstedeværelse. Ifølge trinbrætsberetninger kan det kræve en form for kvadratcentimeteroptimisme på niveau med en japansk stationsarbejder at masse sig ombord. Var det, hvad man mente med ”højklasset kollektiv trafik”? Det er dog ikke farligt, forsikrer Aarhus Letbane, og det er jo betryggende.

Løsningen lader vente på sig. Først sagde man december. Så januar. Nu ser det ud til, at pendlerne må indstille sig på trænge tider frem til sommer. Forleden lykkedes det trods alt for en reporter at klemme sig ind, og passagerne er langt fra begejstrede. Det er til at forstå. Den daglige fremkommelighed er blevet endnu et benspænd for de pendlere, der ellers har gjort, hvad politikerne har bedt dem om (eller tvunget dem til): At bruge et alternativ til bilen. Alternativerne er ringe.

I byen må der ikke være plads til bilerne. I letbanen er der kun begrænset plads til passagerne. Togene kører ikke – togbusser er ”svaret”. Men der er endnu ikke svar på, hvornår man begynder at etablere reelle, pålidelige alternativer til bilen, før man gør det endnu mere umuligt at bruge den. En reel løsning kræver andet end lange rapporter, powerpoints og smarte slogans. Det kræver kapacitet, planlægning – og en vis realisme. Især før skinnerne til etape 2 af letbanen bliver lagt. Om ikke andet er der plads til forbedringer.

Avisen bad forleden letbanens direktør, Michael Borre, om en kommentar til letbanens trængsler. Svaret siger intet og alligevel alt om, hvordan det kan opleves at være trafikant i Aarhus.

»Det er et vilkår, når vi ikke kan levere den transport, som folk forventer, er der nogen, som er nødt til at finde alternativer. Specielt hvis det er en af de afgange, som man normalt benytter sig af, og der ikke er noget alternativ.«

Det er ikke kun Godot, vi venter på.