Fortsæt til indhold

70 år og en uforglemmelig kamp mod Preben Elkjær

Peder Carlo Babis fejrer sin 70-års fødselsdag med minder fra en omfattende sports- og erhvervskarriere. Mødet med Preben Elkjær i 1975 er en uforglemmelig episode i Peder Carlo Babis' fodboldkarriere.

Samfund

Der kunne laves masser af nedslag på dagens 70-årige fødselar, Peder Carlo Babis, født og opvokset i Pindstrup, hvor han også har boet stort set hele sit liv.

For nogle år siden rykkede han og konen, Elin, imidlertid teltpælene op og flyttede til nabobyen Auning.

»Carlo« eller »PC«, som han oftest tituleres, er kendt for sin slagfærdighed, munterhed, usnobbethed og altid positive væsen. Kort sagt et barn af Pindstrup, som mange kender byen.

Tidligt blev han en del af hjertebarnet IF Viking Pindstrup, hvor han har været aktiv i mange sportsgrene og på forskellige træner- og lederposter.

Erhvervsmæssigt har »træmanden«, som han karakteriserer sig selv på LinkedIn, haft en omfattende karriere, der både spænder vidt og har ført ham vidt omkring.

Fra fodbold til golf

Selv om det er golfspillet, der blev hans foretrukne sportsgren, da han kom til skelsår og alder, så er det alligevel fodbolden, som har været hans hof, og hvor minderne er de fleste.

Særligt en episode er gået over i Danmarkshistorien.

En juliweekend i 1975 var en ung Peder Carlo Babis en del af Rougsø-Alliancens talenthold for spillere mellem 16 og 20 år.

Dengang øjede DBU landets fremmeste talenter i den årlige Talentturnering, som blev afviklet med et væld af indledende kampe, før det afsluttende finalestævne for de fire bedste hold.

Det magede sig således, at Rougsø-Alliancens bedste hold nåede frem til finalerne. Det lykkedes Auning IF at få de afsluttende kampe placeret på Auning Stadion, så her troppede datidens koryfæer op i busser fra København og Vejle for at møde de lokale talenter, der bestod af Serie 3- og Serie 5-spillere fra Auning IF, Ørsted IF, Vivild og IF Viking Pindstrup.

Mødet med Preben Elkjær

De tre andre deltagende klubber var Vejle, Brønshøj og FB.

De lokale helte skulle møde sidstnævnte i første runde. Peder Carlo Babis var placeret som venstre back hos hjemmeholdet, hvor han jævnligt duellerede med en ung mand med efternavnet »Larsen«, som fodbolddanmark senere skulle lære at kende under navnet Preben Elkjær. Den dengang meget uregerlige unge mand nettede tre gange i 6-2-sejren, og en træt Peder Carlo Babis måtte efter pausen lade sig udskifte.

Dagen efter sørgede Preben Elkjær for, at han mandag nåede forsiderne på landets tabloidaviser. Ikke for sin fodboldkunnen, men fordi han i finalen mod Vejle allerede blev strittet ud med rødt kort før pausen af den internationale dommer Per Frickmann. Ældre FB-ledere måtte føre den vrede unge mand i omklædningsrummet, men inden da nåede han at losse til kofangeren på en bil på parkeringspladsen.

Episoden ødelagde ikke Elkjærs renommé. Han udviklede sig siden til at blive Danmarks bedste forward til dato.

Dagens fødselar vil uden tvivl mindes episoden fra en julidag i 1975 med ham »Larsen« med et grin.

Hvad angår slagfærdighed og evne til at falde i snak med andre mennesker matcher han fint Preben Elkjær.

Tillykke med dagen og de 70.