Så mange ton brugte juletræer blev afleveret i midtbyen
Kredsløb omdanner afleverede juletræer til ny kompost.
For sjette år i træk har Kredsløb efter jul givet aarhusianere mulighed for at aflevere deres trætte juletræer på centrale opsamlingssteder i midtbyen.
Nu har forsyningsselskabet opgjort, hvor mange ton brugte juletræer, der er blevet afleveret på de 17 forskellige opsamlingssteder, og det er blevet til ikke mindre end 39 ton.
Det er den næsthøjeste mængde i de år, Kredsløb har haft tiltaget, lyder det i en pressemeddelelse.
Muligheden for at aflevere et juletræ i midtbyen er ifølge Kredsløb et servicetilbud og et alternativ til at aflevere juletræet på genbrugsstationen og storskrald.
»Det skal gerne være nemt for kunderne at sende så meget som muligt i cirkulation, og selvom der i forvejen findes flere måder at sende juletræet på pension, kan vi år for år se, at ordningen tages godt imod og bruges flittigt,« siger chef for Affald & Genbrug hos Kredsløb Lars Banke.
Ordningen var åben fra 25. december og sluttede 15. januar, og de 17 hot spots var placeret i Aarhus C og på Trøjborg.
Er man endnu ikke sluppet af med sit juletræ, kan man aflevere det på en af de seks genbrugsstationer i Aarhus. Men husk at fjerne julekugler, julehjerter og andet pynt fra træet, lyder det.