Fortsæt til indhold

Kongen skyder Royal Run i gang i Østjylland

Når Royal Run 2026 finder sted 2. pinsedag den 25. maj, bliver det med deltagelse af tre medlemmer af Kongehuset og over 100.000 deltagere i fem danske byer: Randers, Ringkøbing, Middelfart, Helsingør og København/Frederiksberg.

Samfund

For ottende gang indleder kong Frederik Royal Run, denne gang i Randers.

Det oplyser Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

Herfra går turen videre til Middelfart og til sidst København/Frederiksberg, hvor han også deltager. Dronningen stiller op i Helsingør, og Kronprinsen løber med i Ringkøbing.

De kongelige deltager her:

  • Kongen starter Royal Run i Randers
  • Kronprinsen deltager i Ringkøbing
  • Kongen deltager også i Middelfart
  • Dronningen deltager i Helsingør
  • Kongen deltager afslutningsvist i København/Frederiksberg

»Vi glæder os til sammen med værtsbyerne at skabe endnu en stor oplevelse for deltagerne i et historisk stort Royal Run. Motionsfesten 2. pinsedag har på kort tid etablereret sig som et samlingspunkt, der binder byer og generationer sammen. Den kongelige deltagelse i værtsbyerne er med til at understøtte denne unikke begivenhed,« siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI.

Med 111.500 tilmeldte deltagere sætter Royal Run 2026 ny rekord. Samtidig viser tallene, at 34 procent af de tilmeldte aldrig har deltaget i et motionsløb før.