Virksomhed skifter navn og får nye medejere
Nyt navn afspejler, at lokal virksomhed gradvist har flyttet fokus.
Building Better Software ApS skifter navn til Empiric og udvider ejerkredsen. Navneskiftet sker for at præcisere, hvad virksomheden i dag har udviklet sig til.
Ved grundlæggelsen var der først og fremmest fokus på udvikling af software. I dag er det sjældent teknologien, der skaber de største problemer, men i højere grad organisationen.
»Vi bygger ikke software. Vi bygger forbedringer,« siger partner Rasmus Kaae i en pressemeddelelse fra virksomheden, der holder til på banegården i Hadsten.
I forbindelse med navneskiftet udvides ejerkredsen med to velkendte ansigter. Konsulenterne Lasse Rørbæk og Thomas Ottsen har i 2026 købt sig ind, så der nu er fire ejere: Rasmus Kaae, Søren Pedersen, Lasse Rørbæk og Thomas Ottsen. Udvidelsen afspejler et ønske om fortsat vækst.
Ifølge Empirics hjemmeside består virksomhedens team af de fire partnere samt konsulent Christian Gram.
Det nye navn Empiric afspejler, at virksomheden arbejder med empiri fremfor gæt og antagelser. Empiric beskriver sig som en partner, der hjælper organisationer med at få bedre resultater, gladere og mere engagerede medarbejdere og mere forudsigelige processer.