Årets Frivillig er guld værd og har et hjerte, der banker for Fælleshuset Stadionparken
Ida Juul Hjarsen fik prisen som Årets Frivillig for sit engagement i Fælleshuset Stadionparken Allingåbro
Ida Juul Hjarsen er både aktivitetsmedarbejder og delvis socialrådgiver for beboerne i Stadionparken i Allingåbro. Hun arrangerer banko, foredrag, udflugter, stolegymnastik, fællesspisning, strik, brætspil og meget andet, og hun lægger gerne skulder til, hvis livet driller og en af beboerne har behov for at læsse af.
»Jo, jeg er halvt socialrådgiver,« smiler hun.
Det viser sig, at hun også handler ind for folk, følger dem til læge eller på sygehus, hjælper dem med computer og i det hele taget giver en hånd, hvor hun kan.
Hendes flid og hjertevarme blev belønnet med prisen som Årets Frivillig ved Norddjurs Award.
»Jeg er meget glad,« siger hun og tilføjer med et skævt smil:
»Jeg troede ikke, jeg fik den, fordi jeg var oppe imod læsehunden. Men bare det at være indstillet og være blandt de tre nominerede er jeg meget beæret over.«
»Hun er guld værd«
»Hun er guld værd for os«, lyder det i en af indstillingerne af Ida Juul Hjarsen. En anden skriver: »Ida har fået huset »Stadionparken Allingåbro til at blive til et sted, hvor mange mødes. Huset lever igen.» Og »Ida har et motto: ingen skal være ensomme.»
Hendes seneste tiltag er juleaften i Stadionparkens fælleshus, som hun sammen med sin mand og søn inviterede beboerne med til i 2025. Her havde 25 beboere en hyggelig aften.
»Nogle af dem, der var vant til at gå i seng klokken 18, holdt ud til kokken 22.30,« smiler hun.
I forvejen havde Ida Juul Hjarsen indsamlet sponsorgaver fra butikker i Allingåbro og Auning, og med hjælp fra Borgerforeningens gave på 5000 kroner kunne aftenen gennemføres ganske gratis for deltagerne.
Ida Juul Hjarsen fortæller, at en del af beboerne i Stadionparken er visiterede borgere med psykiske og fysiske udfordringer. Hun har flere gange henvendt sig i kommunen for at bede om penge til at gøre mere for nogle af dem, der er hårdest ramt.
»Nogle kommer slet ikke ud. Det ville betyde meget for dem at komme ud og opleve noget andet.«
Hun har også henvendt sig til politikere, men konklusionen er, at de ikke kan finde pengene til det.
I øvrigt deltager hun også en gang om måneden i en gruppe, hvor hun hjælper familier med børn, der har problemer.
Andet end bare kaffe
Ida Juul Hjarsen engagerede sig i beboerarbejdet sammen med sin nu afdøde far, da han flyttede ind i Stadionparken i 2017. På hans opfordring fortsatte hun efter hans død. Hun blev opråber ved banko og madmor ved fællesspisningerne, og da formanden gik af blev hun bedt om at overtage posten.
»Ja,« sagde hun, »på betingelse af at kaffeslabberaserne mandag og tirsdag bliver noget andet end bare kaffe.«
Nu er der stolegymnastik hver mandag, og tirsdag er der kreative ting samt en mandegruppe med spil med mellem 15 og 20 deltagere, banko en gang om måneden med nu cirka 40 deltagere, og fællesspisning en gang om måneden. Ind imellem foreslår Ida Juul Hjarsen en biltur:
»Nu samler vi nogle biler, og så kører vi,« lyder det, og så fyldes bilerne. Der samles op til 20 beboere, der tager på biltur rundt på Djursland.
Mandegruppen har udviklet sig fra udelukkende at have spil på programmet til, at deltagerne nu også selv arrangerer og kører ture.
Foredrag og klovnerier
En gang om året står menuen i fælleshuset på stegte ål, som Ida Juul Hjarsen skaffer og selv steger. Hun får lidt hjælp til det, men faktum er at hun står op før klokken 6 og går i gang.
»Jeg kommer altid en - halvanden time før andre. Det har jeg det godt med, det skal bare være i orden. Så kan det godt være at kartoflerne er skrællet, når de andre kommer, men så er der jo tid til en kop kaffe for de andre hjælpere.«
Ind imellem arrangerer Ida Juul Hjarsen foredrag. For et års tid siden fik hun den lokale bedemand til at komme og fortælle om processen. Flere af beboerne var skeptiske, men de fleste fik dog nedskrevet deres ønsker. Som Ida Juul Hjarsen konstaterer:
»Det er nødvendigt at forholde sig til døden.«
Hun kan også være den, der laver skøre ting, og havde for eksempel til stor morskab for deltagerne klædt sig ud til julefrokosten i Stadionparken. I en anden sammenhæng ved en privat fest havde hun klædt sig ud som Dronning Margrethe og spillede med alle fagter og gestik så overbevisende, at gæsterne havde svært ved at genkende hende.
Hun tager stadig gerne ud, hvis nogle har brug for en klovn, en dronning eller andet. På eget initiativ har hun i øvrigt samlet ind for Hospitalsklovne i flere år. Det sker i fuldt udstyr med paryk, sminke, klovnedragt og rød næse.
Hækler til søsters busture
Når hun er hjemme i sit og mandens hyggelige hus på Hovedgaden i Allingåbro har hun gang i hækletøjet. For tiden hækler hun til Bangsbo Aktivitetscenter i Frederikshavn, hvor hendes søster bor. To gange om året drager hun nordpå med bunker af håndklæder, grydelapper, halsedisser med mere til deres basar. Overskuddet går til deres ture, og Ida Juul Hjarsen er glad for at hun med sit bidrag kan være med til at lave udflugter for sin søster.
Ida Juul Hjarsen er født i Gjesing og flyttede til Allingåbro i 1979. Hun er gift, har to sønner og to børnebørn. Tidligere har hun arbejdet som beskæftigelsesvejleder på Amtsplejehjemmet i Ørsted. Hun læste til informatikassistent og var på Auning-Ørsted Posthus. Senere blev hun postbud. For cirka 25 år siden stoppede hun på arbejdsmarkedet på grund af hjerteproblemer.