Fortsæt til indhold

Familie skal gå 1000 meter til bussen: »Det kan være noget af en udfordring«

Måske skal familien nu have en bil nummer to.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

Mange børnefamilier kender situationen: Man forsøger i nogenlunde ro og mag at få børnene ud af sengen, i tøjet, spise lidt morgenmad, børste tænder og få overtøjet på, inden turen går mod børnenes institution. Og bagefter skal man selv videre på arbejde.

Hos Bjarke Flytkjær Vestergaard og hans familie bliver den daglige praktik nu truet udefra. Midttrafik har nemlig planer om at ændre ruten for bus 100, der kører mellem Hornslet og Odder.

Ifølge Midttrafik er årsagen til ændringerne at reducere forsinkelser og tilgodese de største kundegrupper, skriver selskabet på sin hjemmeside.

Men ændringsforslaget kan sætte en kæp i hjulet på familiens daglige rutiner.

»Min hustru og jeg arbejder begge to i Aarhus. Så en af os kan tage bussen, når vi skal hente børnene, og det kan vi, fordi vi kan stå af lige herude foran, så vi kan komme fra dør til dør rimelig effektivt,« siger Bjarke Flytkjær Vestergaard til TV2 Østjylland.

Familien bruger stoppestedet Fløjstrupvej/Mallinggårdsvej, der ligger knap 200 meter fra børnenes institution.

»Det er også en medvirkende faktor til, at vi har valgt kun at have én bil, fordi vi kan bruge den offentlige transport frem og tilbage,« siger Bjarke Flytkjær Vestergaard.

Men netop det busstoppested står til at blive lukket, hvis Midttrafiks forslag til en ny rute for bus 100 bliver til virkelighed.

En kilometer til stoppested

Hvis busstoppestedet lukker, er det slut med kun at skulle gå 200 meter fra bus til institution og omvendt. I stedet vil nærmeste stop blive rykket ud til Bredgade, der går direkte igennem Malling. Her er afstanden så pludselig en kilometer fra institution til busstoppested.

»Det er jo ikke så meget. Det er måske en lille halv time om dagen, og en enkelt dag ville det nok kunne gå, men jeg tror, de fleste børnefamilier vil kunne svare ja til, at det kan være noget af en udfordring at finde 30 minutter dag på dag på dag,« siger Bjarke Flytkjær Vestergaard.

Familien skal derfor til at tænke alternativt, hvis det bliver aktuelt.

»Det vil betyde, at vi får sværere ved at hente vores børn om eftermiddagen ved at bruge den offentlige transport, så vi vil formentlig komme til at bruge bussen en hel del mindre, og så må vi jo overveje alternativer,« fortæller Bjarke Flytkjær Vestergaard.

»Det kan være en medvirkende faktor til, om vi skal have en bil nummer to, og det, synes jeg da, ville være enormt ærgerligt med de politiske intentioner, der er i byrådet om, at folk skal tage mere offentlig transport og ikke mindre.«

Rekrutteringsproblemer

Bjarke Flytkjær Vestergaard sidder også i forældrerådet i sine børns institution. Forældrerådet har sendt et fælles høringssvar til Midttrafiks planer, blandt andet fordi en del af institutionens personale også bruger bussen.

»Der vil være større udfordringer med at rekruttere pædagoger, og vi er som forældreråd meget bange for kvaliteten af pasningen af vores børn, som vi i dag er meget stolte af, men vi er bange for, hvad der vil ske, hvis ruten her bliver sløjfet.«

På strækningen rundt om Beder og Malling, som Midttrafik har foreslået, at de ikke længere skal køre på, ligger der flere institutioner, ud over den Bjarke Flytkjær Vestergaards børn går i.

»Jeg tror bestemt ikke, vi er de eneste, der må kigge efter alternativer, hvis ruten sløjfes.«

Meget tyder på, at han har ret. I hvert fald har Midttrafiks forslag til den ændrede rute fået knap 1.100 høringssvar.

»Det siger mig nok, at forslaget i første omgang nok ikke er så gennemtænkt. Men både på det lavpraktiske dagligdagsplan og et lidt større politisk og strukturelt plan, der synes jeg, det vil være enormt skuffende, hvis de fjerner den her del af bus 100-ruten.«

Det er i sidste ende politikerne i Region Midtjylland, der skal træffe beslutningen om bus 100’s skæbne. Formanden for Udvalget for Regional Udvikling, Per Møller Jensen (S), ønsker i første omgang ikke at kommentere sagen, men har bedt om at få en redegørelse fra Midttrafik på baggrund af de mange høringssvar. Den redegørelse får han og resten af udvalget den 5. februar.

De vedtagne køreplaner forventes at træde i kraft 28. juni 2026.