Efter fejloperation måtte han lukke sin populære café – nu starter Henrik Moeslund forfra

På spørgsmålet om han ikke er bitter, svarer Henrik Moeslund først nej. Så moderer han det en anelse.

For jo, han har været bitter og sur, men han er det ikke mere. Det ville ikke nytte noget.

»Jeg har været bitter og meget ked af det og spurgt mig selv ’hvad fanden skal jeg så, når jeg ikke længere kan være kok?’ Men vi skal jo videre på en eller anden måde,« konstaterer han.

Succes med ny livsbane

58-årige Henrik Moeslund sidder i sofaen i underetagen i hjemmet på Stockflethsvej i Ebeltoft, og lad os lige gå lidt tilbage i tiden - først til foråret sidste år - hvor rummet her var pulserende af spisende café-gæster i det, der hed Café Moeslund.

Det stadigt mere populære spisested havde han og hans hustru Louisa drevet siden sommeren 2012, efter de besluttede at omdanne deres glaspusteri til café.

Efter finanskrisen i 2008 var der ikke ret mange, der brugte deres spareskillinger på kunst og mundblæst glas, så parret besluttede sig for at gå i en anden retning.

»Så laver vi en café, sagde jeg til Louisa. ’Ej, det har du da ikke forstand på, mand,’ sagde hun til mig. Så tog jeg på Hotel- og Restaurantskolen i seks måneder, og så over på Glasmuseet, hvor de var ved at starte café op og arbejdede der gratis i virksomhedspraktik i tre måneder og fik en masse erfaring. Og så gik jeg hjem og startede her,« fortæller Henrik Moeslund.

En klog beslutning. Allerede i caféens første år var der flere penge i spisestedet end i glaspusteriet, og parret »tjente faktisk penge på at gå på arbejde,« som Henrik Moeslund formulerer det.

Selv corona-årene i starten af 2020’erne kom Café Moeslund hæderligt igennem, og i 2024 noterede caféen sig for sit bedste år nogensinde i såvel indtjening og brugeranmeldelser på blandt andet Tripadvisor og Google.

»De sidste to år, lå vi nummer et eller nummer to her i byen. Det er da ret flot, synes jeg,« konstaterer Henrik Moeslund.

Skæbnesvangre øjeblikke

Men så er vi igen ved foråret sidste år, da en operation for grå stær fik fundamentet til at smuldre.

På grund af en nethindeløsning for flere år siden, blev Henrik Moeslunds syn på det ene øje gradvist mere og mere sløret.

Det ville operationen på 10-11 minutter afhjælpe. Hvis den ellers var gået efter planen.

»Kirurgen kom til at ødelægge poser og ophæng inde i øjet. Så lige pludselig var der ingenting derinde,« fortæller Henrik Moeslund.

Vi forsøger lige at forklare enkelt, hvad der skete:
Ved en almindelig operation for grå stær fjernes indholdet af øjets linse, mens den tynde kapsel – den såkaldte linsepose – og de fine ophængstråde bevares, så en kunstig linse kan sættes på plads.

Under Henrik Moeslunds operation blev både kapslen og ophænget beskadiget under indgrebet, hvilket gjorde det umuligt at gennemføre operationen på normal vis og førte til et langt og kompliceret og ikke mindst smertefuldt efterforløb.

Smerterne startede allerede under selve operationen, hvor Henrik Moeslund til en start var bedøvet, men efterhånden som operationen trak ud, fortog bedøvelsen sig.

»Jeg kunne ligge og følge med, mens kirurgen ragede rundt inde i øjet på mig, da jeg ikke var bedøvet mere. Han gav mig godt nok nogle dråber i øjet, men de hjalp ikke. Det var temmelig smertefuldt.«

»Derefter var jeg sgu ikke så glad for at gå til øjenlægen igen,« konstaterer Henrik Moeslund lakonisk.

Trykket stiger

Det var han imidlertid nødt til, for efter den mislykkede operation fulgte måneder med uvished.
Da både linseposen og ophænget var ødelagt, var der ikke noget sted at sætte en ny linse fast, og Henrik måtte leve uden linse i øjet, mens han ventede på næste skridt.

Først efter længere tids venten blev han henvist til specialister i Aalborg, hvor man forsøgte at indsætte en særlig linse, som kunne fastgøres på en anden måde end normalt. Også den operation blev voldsom, og Henrik oplevede igen at ligge vågen og følge med i et indgreb, der trak ud og gjorde ondt.

Ved anden operation blev irispladerne beskadiget, så Henrik Moeslund nu har ”fast blænde” i øjet. Det betyder, at pupillen i hans ene øje ikke længere fungerer normalt og har vanskeligt ved at regulere mængden af lys, der kommer ind i øjet.

Til sidst lykkedes det at få indsat en linse, som i dag gør det muligt for ham at se på øjet. Dog ikke uden konsekvenser.

Øjet reagerer kraftigt på både varme, lys og stress, og trykket skal holdes nede med daglig medicin.

»Linsen fungerer, men øjet er aldrig blevet det samme,« noterer Henrik Moeslund.

Det gjorde hverdagen heller ikke, for generne betyder, at han ikke længere kan holde til lange arbejdsdage i køkkenet, og det blev afgørende for beslutningen om at lukke caféen.

»Når det får meget varme, så stiger trykket i øjet, og det udvider sig. Så får jeg betændelse i øjet. Hvis jeg skal lave mad nu med store pander og store gryder og stå op i lang tid og have stress, det kan jeg slet ikke holde til,« forklarer Henrik Moeslund.

Da Café Moeslund sidste år gik ind i højsæsonen, stod det hurtigt lysende klart for ham, at det ville blive den sidste for det populære spisested.

»I maj begyndte jeg at mærke, at de lange uger – påske, pinse – det blev alt for hårdt. Vi stod op 14 timer hver dag med fuld tryk og stress på. Der kunne jeg bare mærke, at det kunne jeg ikke holde til. Jeg var nødt til at have nogle pauser, hvor jeg lige kunne gå fra og bare sidde ned, og det går jo ikke, når der er run på.«

»I juli tog vi beslutningen, og vi lukkede caféen i august. Vi skulle egentlig have haft to weekender mere med, men jeg kunne simpelthen ikke mere,« fortæller Henrik Moeslund.

»Jeg skal lære det her«

Så er vi tilbage i nutiden og igen - han indrømmer gerne, at han har været igennem de negative følelser med bitterhed og sorg - men Henrik Moeslund er ikke et menneske, der lader sig definere af modgangen, når der nu er andre muligheder.

I sin ungdom rodede han rundt med computere og lærte sig selv at programmere spil til datidens hotteste spillemaskine Commodore 64.

De kompetencer sammen med en stor nysgerrighed og villighed til at lære nyt har sendt ham ned ad en helt ny vej.

»Jeg har jo tænkt alt muligt, når jeg nu ikke længere skulle være kok. Et alternativ var jo også at gå på invalidepension, men det havde jeg sgu bare ikke lyst til. Det var min søn, der en dag sagde til mig ’far, du skal på skole og lære at programmere. Du er god til research og til at lære nyt. Det skal du bare’. Så nu uddanner jeg mig til automationsteknolog og håber på, det kan blive en ny levevej,« fortæller Henrik Moeslund.

På samme måde som da glaspusteren blev til kok, er han nødt til at anlægge den nye levevej fra bunden. Det kommer langt fra af sig selv på uddannelsen i Randers, hvor halvdelen af de startende allerede var faldet fra efter tre måneder på grund af den krævende informationsstrøm, man skal arbejde sig igennem.

Henrik Moeslund har dog determineret bidt sig fast i, at det er den bane, der nu kommer til at definere fremtiden for ham.

»Jeg er meget målrettet i, at jeg skal lære det her, og jeg skal være god til det. Jeg har altid været god til at forsøge at se tingene fra flere sider og spørge. Man bliver nødt til at være nysgerrig. Så hvis man finder ud af, at noget ikke kan lade sig gøre, hvad kan man så i stedet? Det er det samme her. Der er en dør, der er blevet lukket, men så er man nødt til at finde ud af, hvad man kan i stedet, ellers ender man i et sort hul. Man er nødt til at prøve,« siger Henrik Moeslund.