Brandvarm sag må minde byrådet om, at omsorg aldrig må blive koldt som et regneark

En beboer uden sprog blev hjulpet ned i et spabad. Havde pædagogmedhjælperen på forhånd tjekket temperaturen, ville han opdage, at vandet var 60 grader varmt. Beboeren, der desuden havde Downs syndrom og autisme, døde med anden- og tredjegradsforbrændinger. I denne uge blev medarbejderen på bostedet i Kolding kendt skyldig i uagtsomt manddrab.

Det sker samtidig med, at det nye byråd i Aarhus har taget hul på den absolutte ilddåb. Der skal spares 150 mio. kr. i magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse. Det klares næppe med grønne overstregningstuscher, men med skarp prioritering.

Kniven bør føres meget varsomt, for den aktuelle sag fra Kolding minder om, hvor galt det kan gå, når omsorgen for vores mest svage borgere svigter.

Sparekravet er ikke opstået ud af det blå. Det var det tidligere byråd, der skubbede det foran sig i forbindelse med sidste års budgetforhandlinger. Her bad man magistratsafdelingen om at levere en omstillingsplan, der kan rette op på en kronisk skrantende økonomi. Det er derfor heller ikke den nye rådmand, Michael Christensen (LA), der har fundet på det. Men det er ham og det nye byråd, der meget tidligt i deres periode må påtage sig et ubehageligt ansvar og finde pengene.

Det er ikke småting, der presser økonomien på socialområdet. Udgifterne til bostederne vokser, den specialtilrettelagte ungdomsuddannelse STU er dyr, og kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste til de forældre, hvis børn ikke kommer i skole, stikker af.

De aktuelle forhandlinger sker på baggrund af et omfattende sparekatalog, som forvaltningen har udarbejdet. Kataloget er indtil videre holdt hemmeligt for offentligheden, og selv om det er relevant og væsentligt at vide, hvad de snakker om inde på rådhuset netop nu, kan det være fornuftigt at holde hovedet koldt.

Når en forvaltning bliver bedt om at pege på mulige besparelser, kommer alt på bordet. Også forslag, der hverken praktisk eller politisk kan blive til virkelighed. Et råt katalog er blottet for prioriteringer, men er et kyskoldt og kynisk arbejdsredskab. Hvis kataloget blev offentliggjort, ville det skabe måske unødig frygt hos borgere, pårørende og medarbejdere, længe før en reel beslutning bliver truffet. I Aarhus har vi gang på gang set, hvor grumset det kan blive.

Efter de indledende forhandlinger ender de politiske prioriteringer i høring. Det er her, sparekniven forlader mødelokalerne. Den ulykkelige sag fra et bosted i Kolding står desværre ikke alene. Nogle gruopvækkende eksempler, herunder flere dødsfald, er de seneste par år kommet frem i offentligheden, andre er ikke. Et bosted er ikke blot et sted at være. Det er et sted, man skal leve. Endda overleve. Effekterne af et godt bosted kan ikke overvurderes. Hverken menneskeligt eller økonomisk.

Kommunerne kan ikke regne med samme håndsrækning fra Christiansborg, som de fik ved de seneste to års økonomiaftaler, hvor ekstra penge var øremærket bl.a. socialområdet. Råderummet er bundet andre steder. Forsvar, sikkerhed og internationale forpligtelser har overtaget dagsordenen. Et sent folketingsvalg med behov for nære løfter kan rette lidt op på det trængte socialområde. Men ansvaret forsvinder ikke.

Tilbage sidder det nye byråd med en stor og svær opgave uden nemme udveje og uden at kunne se enden på den. For det hele er ikke overstået, når man har fundet de 150 mio. kr. i år. Prognoser peger på, at underskuddet i løbet af de næste fire år kan vokse til 600 mio. kr. Det er ikke en midlertidig, isende storm, der rammer området. De kolde vinde har bidt sig fast. Dem, der ikke må vænnes til kulden, er de allermest sårbare.