Fortsæt til indhold

Snevejr over Østjylland: Nu kommer aflysningerne

Der forventes op til 30 centimeter sne i Østjylland.

Samfund

Der er ifølge DMI, Danmarks Meteorlogiske Institet, massive snemængder på vej ind over Østjylland.

DMI’s opdaterede kort varsler nu om sammenlagt 15-25 centimeter sne – stedvis omkring 30 centimeter – i Østjylland.

Det har fået Østjyllands Politi til tasterne, og i en pressemeddelelse står der, at en af konsekvenserne er aflysninger.

På Djursland varsles der om snestorm.

Derfor indstiller Aarhus Letbane sin drift fra torsdag aften klokken 22. Det betyder aflysninger både torsdag og fredag.

»Også Flextrafik er påvirket,« står der videre.

Ifølge TV2 Østjylland har Skanderborg Gymnasium meddelt eleverne, at de ikke skal møde ind i morgen.

De har dog stadig virtuel undervisning hjemmefra.

Norddjurs Kommune aflyser fredagens lokale skolebusser på grund af det varslede snevejr.

Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

Forældre har fået besked gennem AULA.

Favrskov Forsyning skriver på Facebook, at på grund af vejret, så åbner Hadsten Genbrugsplads ikke før klokken 9.00 fredag.

»Vi forventer, at Hammel og Hinnerup Genbrugspladser åbner som normalt klokken 12.00,« står der ogå i opslaget.

Den orange farve indikerer 'farligt vejr'. Foto: DMI

»Torsdag er temperaturen omkring 1 grads frost. Den stiger fredag middag til omkring frysepunktet,« sagde Martin Lindberg tidligere til Din Avis.

Det betyder ifølge den vagthavende meteorolog, at sneen bliver tungere.

»Myndighederne i Østjylland er samlet i den Lokale Beredskabs Stab, hvor vejrudviklingen bliver fulgt tæt. Hvis situationen ændrer sig og anbefalingerne til borgerne skifter, vil dette blive meldt ud,« skriver Østjyllands Politi.