Fortsæt til indhold

Nyt motionscykelløb i Aarhus har eget festivalområde

Det nye cykelløb Aarhus Cykeltour byder på tre ruter og et festivalområde.

Samfund

Det er ikke just optimalt cykelvejr for tiden, men det må forventes, at kulde og sne er væk til august.

Her afholdes et nyt motionscykelløb, Aarhus Cykeltour, der tilbyder hårde ruter i Østjyllands landskab og en kort, børnevenlig rute i mere trygge rammer. På Aarhus Ø bliver der også skabt et cykel- og festivalområde »for hele familien.«

Det skriver Aarhus Events i en pressemeddelelse.

Aarhus Cykeltour afholdes søndag 30. august og beskrives som et ambitiøst løb målrettet seriøse cykelmotionister.

Cykelløbets længste rute på 160 kilometer, den mellemste rute er på 80 kilometer, mens den børnevenlige rute på Aarhus Ø blot er på to kilometer. Børn bliver inddelt efter alder, og den yngste gruppe vælger selv, om de vil køre på løbecykel eller med pedaler.

Ved start- og målområdet omkring Pier 3 på Aarhus Ø kan deltagere, familier og publikum samles både før og efter løbet.

Aarhus Cykeltour præsenteres i et samarbejde mellem Aarhus Events ved Aarhus Kommune og Tikiøb Event, der har mange års erfaring med tilrettelæggelse af cykelarrangementer.

»Vi har planlagt to skønne og udfordrende ruter, som bringer deltagerne rundt i Østjyllands helt fantastiske cykelterræn. Det bliver både klassiske strækninger, bakker og nye veje langt ude på landet. Og så har det været vigtigt for os også at lave noget til børn, så Aarhus Cykeltour giver mulighed for en hyggestund med dem, der betyder mest for en,« siger ejer af Tikiøb Event, Jesper Tikiøb, i pressemeddelelsen.

Ifølge eventchef hos Aarhus Events Charlotte Kirk Elkjær er det værdifuld erfaring, Aarhus Events får ved at udvikle og planlægge cykelløbet.

»Aarhus er vært for DIF DM-Ugen i 2027, hvor der både er enkeltstart og linjeløb, og VM i landevejscykling i 2029, hvor Aarhus er vært for enkeltstarterne,« siger hun.

På hjemmesiden aarhuscykeltour.dk kan man læse mere om Aarhus Cykeltour, se nærmere på ruterne og blive klogere på alt det praktiske.

Salget af startnumre åbner 19. februar.