Må nærvær godt afhænge af pengepungen for Venstre, Rikke?

Når vi i Socialdemokratiet rejser spørgsmålet om transport for pårørende til demensramte, handler det ikke om at ville forskelsbehandle borgere. Tværtimod.

Det handler om at sikre, at det ikke er pengepungen, der afgør, om man har råd til at besøge sin ægtefælle.

Allerede da beslutningen om samling af demensindsatsen blev truffet, pegede Tom Bytoft og jeg på, at der ville følge en konkret udgift med – en udgift, som burde indgå i den samlede politiske vurdering. Vi foreslog blandt andet et pårørende-buskort, på linje med skolebuskort. Det ønskede flertallet ikke at se på dengang.

Nu vil Venstre gerne tale om problemet. Det er fint.

Men så må næste spørgsmål også stilles klart: Hvor skal pengene komme fra – og vil man prioritere dem?

I den sammenhæng skriver Rikke Albæk, at økonomien først blev rettet op, da Venstre overtog ansvaret, og at alternativet ville have været tomme plejeboliger og mindre kernevelfærd. Det billede bliver jeg nødt til at korrigere.

Økonomien i Norddjurs Kommune var allerede sund, da magten skiftede. Der var et betydeligt økonomisk råderum – omkring 350 mio. kr. Det er ikke “at rette op”, det er at videreføre et solidt udgangspunkt. Det er vigtigt at være ærlig om historien, når man bruger økonomien som argument.

Og når der argumenteres med, at flere plejeboliger ville have givet tomme pladser, så deler jeg ikke den analyse. Fakta er at der ikke ikke ville være ventelister på vores plejecentre som der nu. For mig er det ikke et problem, at vi kan tilbyde en plejeplads, når behovet opstår. Det er en del af kernevelfærden og trygheden for både borgere og pårørende.

For det her handler ikke kun om Glesborg og Grenaa. Det handler om hele Norddjurs.

Og lighed i velfærd handler ikke om flotte ord og målinger alene – men om reelle muligheder for nærvær og værdighed.

Ja, transporten ligger nu i det udvalg, jeg er formand for. Og netop derfor tager jeg også ansvaret alvorligt for at finde løsninger. Men jeg læser dit indlæg sådan, at Venstre allerede på forhånd fralægger sig medansvaret for den økonomiske prioritering. Det synes jeg er en ærgerlig måde både at samarbejde og at lede en kommune på.

Hvis vi er enige om, at der er borgere, som reelt bliver ramt, så er løsningen ikke at pege på udvalgsposter – men at tage et fælles politisk ansvar for finansieringen. Ellers bliver det let flotte ord uden reel handling.