Politi fulgte hashlugt fra åbent vindue
En gruppe drenge blev taget på fersk gerning, da en patrulje fra Østjyllands Politi kunne lugte hash på flere meters afstand.
Natten til mandag klokken 01.20 var en patrulje fra Østjyllands Politi nået retur til Politigården i Aarhus, da de blev mødt af en kraftig lugt af hash i det centrale Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Betjentene besluttede sig for at stige ud af bilen for at finde frem til, hvor lugten kom fra. Nogle få meter derfra stod et vindue åbent ind til en lejlighed, som de besluttede sig for at undersøge nærmere.
I lejligheden sad tre yngre mænd, hvor den ene på 23 år blev fundet i besiddelse af en mindre mængde skunk. Han blev derfor sigtet for at have overtrådt loven om narko og fik sit ulovlige stof beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.