Fortsæt til indhold

Friskole har endelig fundet sin nye leder

Mads Stensgård Nielsen kommer med en solid baggrund fra de frie skoler og efterskolelivet.

Samfund

MIN Friskole i Ørum har endelig fundet afløseren for tidligere skoleleder Michael Christiansen, som stoppede ved årsskiftet.

Bestyrelsen for MIN Friskole i Ørum har pr. 1. februar 2026 ansat Mads Stensgård Nielsen som ny skoleleder.

Den nye skoleleder skal stå i spidsen for skolens fortsatte udvikling i tæt samarbejde med medarbejdere, forældre og bestyrelse, fortæller bestyrelsen i en pressemeddelelse.

»Vi ser meget frem til samarbejdet med Mads. Han kommer med både solid ledererfaring og værdifuld friskoleerfaring, som vi glæder os til at bringe i spil i det tætte samarbejde mellem skole, forældre og personale. I ansættelsesudvalget lagde vi stor vægt på at finde en leder, der arbejder inddragende, er imødekommende og som kan videreudvikle den stærke kultur, vi sammen har opbygget gennem de seneste seks år. Her er vi overbeviste om, at Mads er det helt rette valg. Vi er i dag en veletableret friskole, der har drømme og visioner for at fortsætte udviklingen,« siger formand for skolebestyrelsen Pernille Hvarre Brauer.

Vender tilbage til frie skoler

Mads Stensgård Nielsen er opvokset på en friskole i Thy og er uddannet fra Den Frie Lærerskole i 2009.

Han har tidligere arbejdet som både efterskolelærer og friskolelærer og har dermed et indgående kendskab til de frie skolers værdigrundlag og pædagogik.

»Efter mere end 11 år i andet regi var tiden inde for mig at vende tilbage til de frie skoler, og her var MIN Friskole det helt rigtige valg. Skolens store engagement og klare værdigrundlag var afgørende for mig. Det stod hurtigt klart, at her er en skole med et stort hjerte og et stærkt fokus på det enkelte barns trivsel i trygge fællesskaber. MIN Friskole er en ung skole, der stadig er i udvikling, og der venter mange spændende opgaver. Jeg glæder mig meget til at lære alle at kende og sammen bygge videre på det solide fundament, der allerede er skabt,« siger Mads Stensgård Nielsen.

Skole i fremdrift

MIN Friskole blev etableret som modreaktion på tumulten på skoleområdet i Norddjurs Kommune i 2018-19, der, efter ændringen af skolestrukturen, kostede overbygningen i Ørum livet.

Tidligere skoleleder MIchael Christiansen var således i spidsen for skolen, da den startede op i august 2020.

Han stoppede ved udgangen af 2025 for at gå på efterløn.

MIN Friskole har i dag 149 elever og tilbyder undervisning fra 0. til og med 9. klassetrin. Siden skolens opstart er der blevet opført en ny bygning, og skolens udearealer er løbende blevet udviklet med fokus på leg, bevægelse og læring i praksis.