Fald på 0,1 procent i skolefravær i Aarhus: Vi gør det rigtige, mener rådmand
En årlig opgørelse af elevfravær i de aarhusianske folkeskoler viser et fald på 0,1 procent. Det glæder rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.
Et fald på 0,1 procent vil i de fleste undersøgelser tolkes som insignifikant.
Ifølge rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Thomas Medom er faldet en positiv udvikling, der vidner om, at Børn og Unge har »fat i noget, der rent faktisk« virker på skoleområdet.
I skoleåret 2023-2024 var det gennemsnitlige elevfravær i folkeskolen 6,8 procent. Det er nu faldet til 6,7 procent for skoleåret 2024-2025, viser en årlig optælling fra kommunen.
»Det tyder på, at vi i Børn og Unge har fat i noget med vores fokuserede indsats på fællesskaber og trivsel på hele 0-18 års området (...) Det er kun et lille fald, og jeg mener stadig, at tallene er for høje. Men vi kan helt nøgternt konstatere ikke bare en opbremsning af den negative udvikling, der har været, men faktisk en positiv udvikling på et område, som folkeskoler landet over kæmper med lige for tiden« siger Thomas Medom i en pressemeddelelse.
Børn og Unge startede, oplyses det i pressemeddelelsen, i 2023 en række konkrete indsatser i forhold til klasseorganisering og kompetenceudvikling af skoleledelse og pædagogisk personale. Man har også indført en systematisk registrering af fravær og styrket forældresamarbejde og sociale fællesskaber på skolerne, lyder det.
Ifølge Børn og Unge er der også en positiv tendens i Aarhus Kommunes resultater fra den nationale trivselsmåling.
- Men det er ikke gratis. Vi har løftet skolernes budgetter to år i træk (...) Resultaterne begynder at dryppe ind, og det er nu, vi skal have mod til fortsat at prioritere indsatsen. Målet er et markant løft i både faglig og social trivsel hos skolebørnene i Aarhus i denne byrådsperiode,« siger Thomas Medom.
I oktober 2025 kunne Aarhus Stiftstidende berette, at forældre til 952 børn var på tabt arbejdsfortjeneste i Aarhus Kommune på grund af skolemistrivsel.