Magnus fik pistol for hovedet og blev frarøvet ure for over 6 millioner. Nu bliver vagtmanden skiftet ud med 400.000 kroner dyr sluse
23. maj fik urhandleren Kejser Aarhus stjålet ure for knap 6 millioner kroner. Efter et halvt års ventetid har de modtaget et ny sikkerhedssystem til en værdi af næsten 400.000 kroner.
I maj 2025 blev smykkebutikken Kejser i Aarhus udsat for et røveri, hvor tyve slap af sted med ure til en samlet værdi af knap seks millioner kroner.
To mænd trådte ind i butikken og fremstod som helt almindelige kunder. Magnus Kejser blev truet med en pistol og fikseret i et baglokale.
Da avisen talte med ejeren af forretningen i sommer, var han rystet.
»Fysisk er jeg ok. Det var voldsomt, men vi er jo ikke blevet banket. Jeg ser en psykolog og prøver at finde en balance mellem at arbejde og lade systemet komme ned i gear. Det er surrealistisk,« sagde Magnus Kejser dengang.
Efter røveriet var forretningen lukket i en længere periode. Til avisen oplyste ejeren, at det skyldtes, at tyvene stort set havde taget alle urene, og de ikke bare kunne åbne, som om, at intet var hændt.
I samarbejde med forsikringsselskabet kom Magnus Kejser frem til, at de skulle øge sikkerheden og åbne butikken igen. De valgte at bestille en sikkerhedssluse til næsten 400.000 kroner, men da den havde lang leveringstid, har de haft en fysisk vagt på indtil nu.
Et halvt år senere har de netop fået den nye sikkerhedssluse, som skal skabe bedre kontrol over kunder, der kommer ind og ud af butikken.
Snart falder dommen
Østjyllands Politi har siden sommeren været i gang med en større eftersøgning. Der gik et par uger, og så fandt politiet de 60 ure og gerningsmændene.
9. februar startede retssagen ved Retten i Aarhus. Her er tre mænd tiltalt for røveriet af ure til en værdi på 5,6 millioner kroner.
Torsdag 17. februar falder dommen. Ejer Magnus Kejser ser frem til, at sagen bliver afsluttet.
»Der skal lyde en stor tak til Østjyllands Politi for deres store indsats. Det bliver rart at få sat et punktum på det og få det afsluttet,« siger Magnus Kejser.
Og han er ikke i tvivl om, hvorfor han valgte at bestille sikkerhedssluse til næsten 400.000 kroner:
»Det er en stor engangsudgift og en dyr investering, men det kan klart bedre betale sig på lange bane. Så nu er der dette kæmpe monstrum i butikken.«
Hverdagen i forretningen er fortsat siden hændelsen, og ejeren understreger, at det har været trygt at have en fysisk vagt på de seneste tre måneder. Men han har også glædet sig til at få installeret slusen.
»Der er kommet et større fokus på sikkerhed, og vi vil gerne gøre, hvad vi kan for at undgå, at noget lignende sker igen,« siger Magnus Kejser.